kommunalvalg 2017
IA: Kielsen stikker befolkningen blår i øjnene
Tonen i kommunalvalgskampen er blevet skarpere og skarpere jo tættere man kommer valgdagen. Et indlæg fra to IA-medlemmer lægger ikke fingre imellem i deres kritik af Siumut-formanden Kim Kielsen.
- Set fra vores IA Sermersooqs synspunkt, ser det så’n ud, at mens Kim Kielsen med den ene hånd, med en forfatningskommission og en forsoningskommission, bruger millioner af kroner på at stikke befolkningen blår i øjnene med løfter om selvstændighed og oprejsning i forhold til Danmark, så lægger han med den anden hånd enhver realistisk mulighed for selvstændighed og national selvrespekt i graven i sit forsøg på at bremse IA Sermersooqs initiativer og dermed vinde borgmesterposten i vores kommune, siger Storm Ludvigsen og Charlotte Ludvigsen fra IA Sermersooq og som sidder i kommunalbestyrelsen for hovedstadskommunen.
Stop for affolkning
De peger på, at affolkningen kun kan stoppes ved blandt andet at skabe vækst, nye arbejdspladser og med udefra kommende investeringer, bedre uddannelser og en massiv investering i boliger.
- Men uanset det – hvor er Landsstyrets egne initiativer? Reformerne udskydes. Farvandene overfiskes. Investeringerne udebliver. Investorerne skræmmes bort. Befolkningen flygter. De unge vil ikke vende hjem. Set i det lys er det så uendeligt forstemmende, når Kim Kielsens offentlige bidrag til den kommunale valgkamp kun er, at ødelægge de projekter som Nuuk og Sermersooq vil skabe, skriver de to IA-kandidater til kommunalvalget og sender en forespørgsel:
Egne initiativer efterlyses
- For os ville det ærlig talt være rart at se Naalakkersuisut kan tage egne initiativer, der kan skabe tiltro til en lys fremtid for vort land. Vi kan også sige det på en anden måde: Lad os bruge mindre tid og penge på fortiden, men bruge tid og penge på hvordan vi indretter vores samfund i fremtiden.