valg
IA-kandidat om abort: Sats på Maniitsoq-erfaringerne i stedet
Kandidat til Inatsisartut-valget for Inuit Ataqatigiit Aputsiaq Blytmann mener, at det vil være forkert at indføre brugerbetaling på aborter. - Brug i stedet Maniitsoqs erfaringer på reduktion af aborter, siger han
Kandidat til Inatsisartut-valget for Atassut Masauna Peary ønsker højere uddannelsesstøtte. Pengene kan eksempelvis hentes ved at skære i abort-udgiften, siger han.
- Vi ved, at omkring 1.000 personer får foretaget provokeret abort om året, og at hvert indgreb koster samfundet omkring 10.000 kroner. Det vil sige, at sundhedsvæsenet bruger omkring 10 millioner kroner om året på provokerede aborter, sagde Masauna Peary, der også er formand for Atassut Ungdom, mandag til Sermitsiaq.AG.
Men kandidat til Inatsisartut-valget for Inuit Ataqatigiit Aputsiaq Blytmann mener, at det vil være forkert at indføre brugerbetaling på aborter.
Læs: Atassut-kandidat: Sådan skal uddannelsesstøtten forhøjes
Brug Maniitsoqs erfaringer
For Aputsiaq Blytmann mener, at egenbetaling af provokerede aborter ikke er løsningen, hvis antallet af aborter skal nedsættes. Men at oplysning og prævention i stedet bør bruges mere.
- For eksempel har Maniitsoq gode erfaringer med kraftig reduktion af aborter ved at gennemføre direkte og løbende oplysningskampagner henvendt til unge. Antallet af aborter kan nedsættes ved at tage disse erfaringer i brug på resten af kysten, siger Aputsiaq Blytmann, der mener, at brugerbetaling på provokeret abort kan få mange udsatte til at gennemføre en graviditet.
- Jeg mener, at det i forvejen er en tung beslutning at få foretaget en abort, og at dem, der får en abort, ikke behøver at blive bebyrdet yderligere, siger Aputsiaq Blytmann.
- Det vil ikke sikre ligestillingen mellem mænd og kvinder. Der skal to til en graviditet, og det er ikke hensigtsmæssigt kun at 'straffe' kvinden, tilføjer Aputsiaq Blytmann.
Læs: Abort: Maniitsoq som rollemodel
Indfør reformer på socialområdet i stedet for
Og i forhold til højere uddannelsesstøtte mener Aputsiaq Blytmann, at en forhøjelse af uddannelsesstøtte bør være en del af en samlet reform på socialområdet.
- I løbet af årene er der kun blevet kigget på enkelte støttetilbud, og det har resulteret i, at diverse smålove i visse tilfælde overlapper hinanden, siger Aputsiaq Blytmann og fortsætter:
- Fra Inut Ataqatigiits side er vi klar til at være med til disse reformer. Jeg læser Atassut Ungdoms forslag, som at Atassut Ungdom også vil reformere området, og det er er jeg fuldstændig enig i.