IA: Hvad mener du, Aleqa?
IA’s kandidater til Inatsisartut-valget er forvirret over Siumut-formandens seneste udmeldinger om royalties. Hvad mener Aleqa Hammond?, spørger IA
Siumut-formand Aleqa Hammond vil først kræve royalties af nye selskaber, der søger om minedrift i Grønland, og ikke fra nuværende projekter, hvor der allerede er indgået rammevilkår.
- Meldingen fra Siumut har tidligere været, at der skal være royalty på for eksempel Isua-jernmineprojektet fra dag ét, selvom Siumut selv har godkendt de økonomiske rammevilkår, da efterforskningstilladelsen blev givet i 1995 til det første selskab, som lavede efterforskning i Isua, og senere da man overdrog efterforskningstilladelse til London Mining i 2005, påminder Inuit Ataqatigiit-valgkandidater i deres jagt på et tydeligt svar.
Læs "Aleqa: Jeg er blevet misforstået"
IA vil også have royalties
- Vi mangler svar. Betyder det royalties og nye økonomisk vilkår i forhold til efterforskningstilladelser for et projekt som Isua-jernminen?, spørger IA.
Men Aleqa Hammond afviser over for Sermitsiaq.AG at diskutere konkrete mineprojekter, men ønsker at diskutere generelle betingelser.
Nu melder IA også, at de vil kræve royalties.
- Fra Inuit Ataqatigiit har vi gjort det klart, at royalties skal bruges offshore ved olieudvinding. Vi har også til hensigt at kræve royalties ved den mulige udvinding af rubiner ved Qeqertarsuatsiaat. Vi har gjort det klart, at royalties er en eksisterende mulighed i lovgivningen, som skal bruges med omhu, når det giver den bedst mulige gevinst samlet set, meddeler IA’s kandidater.
- Vi mener, det er meget vigtigt, at man forsøger at finde national enighed om et så vigtigt spørgsmål. Politisk stabilitet er vigtigt for at få investorer til landet, lyder det i samlet flok fra Inuit Ataqatigiit.