dansk finanslov
IA: Han har lovet at tage os med næste år
Inuit Ataqatigiit er sikre på, at partiet vil sidde med ved forhandlingsbordet om den danske finanslov til næste år
I dag, torsdag, blev den danske finanslov vedtaget af et flertal i Folketinget. En finanslov, der blandt andet vil give en styrkelse af politiet, som også vil påvirke det grønlandske politi, har justitsministeren lovet.
Siumut har en såkaldt clearingaftale med Socialdemokraterne, som stemte for finansloven, mens IA stemte blankt.
Det gjorde oppositionspartiet i protest imod, at ingen af de grønlandske partier er blevet inddraget i forhandlingerne om finansloven.
Hjorth gav forsikring
Efter finanslovsdebatten i går, onsdag, har Inuit Ataqatigiit dog fået en nyvundet tillid til Venstre, der giver partiet håb om at komme med næste år.
- Finansministeren bekræftede, at IA fremover kan være sikker på at blive inddraget direkte i forhandlingerne om de fremtidige finanslovsforhandlinger, siger Aaja Chemnitz Larsen (IA).
Læs: Justitsministeren lover styrkelse af politiet
Det har ikke været muligt for Sermitisiaq.AG at få bekræftet dette fra Venstre, men IA vurderer på baggrund af finansministerens ord i folketingssalen, at man er sikret en stol ved finanslovsforhandlingerne for 2017, som skal finde sted til efteråret i 2016.
Aaja glæder sig
- Jeg er glad for, at finansministeren er kommet med indrømmelsen og kvitterer for at vi naturligvis kan være med til finanslovsforhandlinger fremadrettet. Det er rigtig vigtigt i forhold til de områder, som Danmark stadig varetager på vegne af Grønland og for grønlændere bosiddende i Danmark, at de grønlandske folketingsmedlemmer respekteres på lige fod med alle andre folketingsmedlemmer.
Læs: Håber på håndsrækning fra Venstre