storskalaloven
IA frygter bebudede ’store ændringer’
SIK’S bebudede ’store ændringer’ i storskalaloven, herunder betalte feriefrirejser for udefrakommende arbejdskraft, får nu Inuit Ataqatigiit på banen
I ugens udgave af AG, som netop er kommet på gaden, kan man læse artiklen 'Store ændringer på vej i omstridt lov'. Kort fortalt lægger revideringen af storskalaloven op til, at arbejdsmarkedets parter kan konflikte. Men SIK ønsker en endnu mere vidtgående sikring af de udenlandske arbejderes rettigheder, fortæller formand for Jess G. Berthelsen i artiklen.
En artikel, som nu har fået Naaja Nathanielsen og Sara Olsvig, begge Inatsisartut-medlemmer for Inuit Ataqatigiit, til tasterne med følgende debatindlæg:
’Inuit Ataqatigiit har altid arbejdet seriøst med landets erhvervsmuligheder. Derfor finder vi det meget interessant, at SIK i dagens AG bebuder ’store ændringer’ i storskalaloven, herunder betalte feriefrirejser for den udefrakommende arbejdskraft.
Det er svært at diskutere noget, man ikke har set, og lovændringerne er ikke sendt i høring endnu. Dermed er det hemmeligt for alle andre end SIK og Naalakkersuisut, hvad de store ændringer vil indeholde. Fra Inuit Ataqatigiit synes vi, det er en mærkelig fremgangsmåde at starte en offentlig debat på.
Inuit Ataqatigiit er parate til at deltage aktivt i debatten om rammerne for vores erhvervsliv. Dette er samtidigt rammen om vores arbejdsstyrkes hverdag, og derfor betyder det utroligt meget, at der er gode forhold. SIK udtaler, at man fremover vil give feriefrirejser til den udefrakommende arbejdskraft i storskalaprojekter. Vi ser frem til at se argumenterne for dette. Inuit Ataqatigiit ønsker ordentlige arbejdsvilkår for alle i landet, uanset hvor de kommer fra. Men en betalt feriefrirejse er jo noget, som flere faggrupper i Grønland har fået fjernet fra deres overenskomster. I stedet er disse mennesker henvist til en feriefond. Andre faggrupper har aldrig haft en ordning om ferierejser. Vi må sikre, at der ikke gøres forskel på vores arbejdsstyrke.
Inuit Ataqatigiit forventer at Naalakkersuisut snart sender de planlagte lovændringer i høring, så der kan komme en åben debat om lovens konsekvenser. Det forventes at lovændringerne først kan behandles på forårssamlingen, da fristen for at indlevere forslag til efterårssamlingen er på fredag. Det giver god tid til en grundig og seriøs debat’, skriver Naaja Nathanielsen og Sara Olsvig.
Køb ugens AG med artiklen 'Store ændringer på vej i omstridt lov' her: