Thule Air Base

IA fortørnet over udenrigsministeren

Inuit Ataqatigiit er fortørnet over den danske udenrigsministers udelukkelse af grønlandske folketingsmedlemmer i forbindelse med et møde om udbuddet af servicekontrakten på Thule Air Base

Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem Johan Lund Olsen
Offentliggjort

Den danske udenrigsminister Martin Lidegaard, Radikale Venstre, sendte mandag en invitation til et møde i Udenrigsministeriet om Thule Air Base (Pituffik). Invitationen var, ifølge Inuit Ataqatigiits Johan Lund Olsen, til et møde i dag, tirsdag, og sendt til ordførerne i Grønlandsudvalget. Dog med undtagelse af de grønlandske ordførere i Folketinget.

- Jeg er dybt fortørnet over, at udenrigsministeren inviterer til et møde om Pituffik og bevidst udelukker os grønlandske folketingsmedlemmer i at deltage, siger Inuit Ataqatigiits medlem i Folketinget, Johan Lund Olsen.

Og han fortsætter:

- Det kan simpelthen ikke passe, at en sag som Pituffik, som har så vital en betydning for Grønland, skal diskuteres med bevidst udelukkelse af os grønlandske folkevalgte. Det er jo netop nogle af vores opgaver her i det danske parlament: At sikre at alt hvad der har med Grønland at gøre, får den nødvendige opmærksomhed og om nødvendigt, at der skabes mulighed for at få rettet op på tingene. Det er jeg udelukket fra med det møde, der er holdt i dag (tirsdag, red.). Foruden at være ordfører er jeg endda også formand for Grønlandsudvalget.

Læs: Derfor bliver Thule-kontrakten behandlet i lukket samråd

Inuit Ataqatigiit kræver endnu et samråd
Partiet Inuit Ataqatigiit bakker ham op:

- Jeg er helt enig med vores folketingsmedlem Johan Lund Olsen i, at det er uacceptabelt, at udenrigsministeren holder de grønlandske medlemmer af Folketinget ude af denne proces. Det er nu forhandlingerne med USA foregår, og vi skal være fuldt ud orienterede, også af Naalakkersuisut.

Sådan skriver Inuit Ataqatigiits formand, Sara Olsvig, der samtidig oplyser, at partiet endnu engang har krævet et samråd med Naalakkersuisut, da partiet ønsker en direkte uddybende orientering fra Naalakkersuisut om, hvad der er op og ned i Thule-sagen.

- Jeg er meget overrasket over, at grønlandske folkevalgte og den grønlandske befolkning nu igen afskæres fra information. Hvordan kan Naalakkersuisut og den danske regering finde den her fremgangsmåde acceptabel? Det er uhørt, lyder det fra Sara Olsvig.

Læs flere artikler om Thule Air Base her

Powered by Labrador CMS