finanslov 2014

IA: Der må ikke spares på ICC

Inuit Ataqatigiit protesterer imod Naalakkersuisuts planer om skære ned på støtten til inuit-organisationen ICC

IA vil ikke gå med til nedskæring af tilskuddet til ICC, der her ses under et møde i Kiruna
Offentliggjort

Naalakkersuisut vil beskære støtten til inuit-organisationen ICC med 1 million kroner i de kommende år. Men det vil Inuit Ataqatigiit og Siumuts Hans Enoksen ikke gå med til. De mener, at ICC spiller en vigtig rolle i en tid, hvor kravet om større borgerinddragelse i mineprojekter er hot emne.

Inuit Ataqatigiit mener, at det skaber forvirring, når medlemmer af Siumuts gruppe i Inatsisartut har forskellige meninger om støtten til ICC. Kristian Jeremiassen mener, at støtten bør fjernes helt, mens Hans Enoksen mener, at støtte til ICC bør fastholdes.

Læs "WWF: ICC er et godt kort for Grønland"

Mineprojekter
- Fra Inuit Ataqatigiit vil vi stærkt opfordre til, at koalitionspartierne finder ud af, hvad der egentlig er deres politik på området, og melder klart ud, meddeler Inuit Ataqatigiits gruppe i Inatsisartut.

Naalakkersuisut behandler nu ansøgninger om store mineprojekter, hvor der skal være en række høringer.

- Det er netop i disse år, at ICC' viden fra deres internationale arbejde skal anvendes her i landet. Det er netop nu, det er nødvendigt at have et stærkt og kritisk civilsamfund, som afgiver høringssvar og sætter fingeren på de steder, hvor der skal stilles kritiske spørgsmål i forhold til råstof- og storindustrien, mener IA’s gruppe i Inatsisartut, der kræver uændret støtte til ICC, der er på 5,4 millioner kroner om året.

Powered by Labrador CMS