I Sermersooq går flest unge videre i uddannelse
Fire år efter at eleverne har forladt folkeskolen, er 47 procent i gang med eller har færdiggjort en uddannelse i Kommuneqarfik Sermersooq. Det er flere end i de øvrige kommuner.
Når man kigger på hvor i landet, flest elever fra folkeskolen kommer videre i andre uddannelser, så er det Kommuneqarfik Sermersooq, der har førertrøjen på.
Det viser en analyse fra det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – VIVE.
VIVE har kigget på de elever, der gik ud af folkeskolen i 2014 og fundet ud af, hvor mange af dem, der er enten begyndt på en uddannelse eller har færdiggjort én fire år senere.
For hele landet gælder, at det er godt 40 procent af eleverne, der enten er kommet i gang eller har færdiggjort en uddannelse efter fire år. Men tallet dækker over store forskelle mellem kommunerne.
32 procent i Qeqertalik
I Kommuneqarfik Sermersooq er 47 procent af eleverne kommet i gang med en uddannelse eller har færdiggjort én.
I den anden ende af skalaen er Kommune Qeqertalik, hvor tallet er 32 procent.
VIVE har i sin analyse ikke været inde og se på, hvorfor der er så stor forskel på, hvor mange unge der kommer i uddannelse i kommunerne.
I analysen står der dog, at der også er forskel på de resultater, som eleverne opnår i folkeskolen i de forskellige kommuner, og at det kan være en del af forklaringen.
Analysen fra VIVE er en del af et projekt, hvor VIVE har fået til opgave af Naalakkersuisut at undersøge uddannelsessystemet. VIVE skal blandt andet finde ud af, hvorfor der ikke er flere unge, der begynder på en videregående uddannelse, og om finansieringen af uddannelsessystemet fungerer optimalt.