Hvilke situationer giver dig størst risiko for coronasmitte?
Er en udendørskoncert mere risikabel end en hel dag på kontoret i forhold til coronasmitte? Et nyt studie giver dig overblik og tommelfingerregler, så du kan undgå de mest risikable situationer.
En ny analyse i det videnskabelige tidsskrift British Medical Journal giver dig et grafisk overblik over, hvilke situationer der potentielt set kan være mest risikable i forhold til smitte med coronavirus.
- Vi har alle sammen lært at holde afstand, men nu begynder nogle folk måske at være trætte af det og slække lidt på afstanden. Derfor er det godt at få nogle tommelfingerregler for, hvornår det er ekstra vigtigt at passe på, siger Torben Sigsgaard, som er professor ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.
Det skriver Videnskab.dk.
Han har ikke været medforfatter til det nye studie, men han mener, at det er en god ide, at studiets forfattere giver et mere nuanceret billede af, hvornår det er ekstra vigtigt at holde afstand og være forsigtig.
En god tommelfingerregel
- Deres model er rimelig grov, og den skal læses med forsigtighed, for der er mange faktorer, som ikke er inkluderet. Men den giver nogle gode tommelfingerregler for, hvornår man skal være ekstra opmærksom. og hvornår man kan slappe mere af, siger Torben Sigsgaard til Videnskab.dk.
Samme melding kommer fra læge og professor Lars Østergaard.
- Vi har ingen benhård evidens på området, så man skal læse det med forbehold. Men når det er sagt, giver det god mening at tage udgangspunkt i den viden, vi trods alt har, om hvilke situationer der er værst, siger Lars Østergaard, som selv forsker i coronavirus ved Institut for klinisk Medicin på Aarhus Universitet.
- Der er ingen tvivl om, at det er rigtig skidt at være mange mennesker sammen i et lille, lukket rum. Og hvis folk samtidig synger og råber uden maske, er det endnu værre, tilføjer han.
Sådan har forskerne gjort
Skemaet fra British Medical Journal er blevet oversat til dansk af Videnskab.dk.
Skemaet bygger på en gennemgang af den tilgængelige forskningslitteratur om, hvordan virus kan smitte.
Selvom nogle felter i skemaet er grønne, betyder det ikke, at situationen er uden smittefare, understreger forskerne.
- Grøn betyder ikke, at der er nul risiko, men at risikoen er relativt lavere end ved situationerne i de røde eller orange felter, forklarer Lydia Bourouiba, som er en af hovedforfatterne til studiet og professor ved Massachusetts Institute of Technology (MIT), til Videnskab.dk.
Skemaet tager blandt andet højde for, om du er omgivet af mennesker, som er stille, taler almindeligt eller råber og synger.
- Når vi laver kraftige lyde – når vi synger eller råber - øger det flowet af luft fra lungerne, og det kan være med til at øge spredningen af virus, forklarer Torben Sigsgaard, som selv har forsket i, hvordan virus kan sprede sig gennem luften.
Indenfor eller udenfor?
En anden vigtig faktor for din risiko for coronasmitte er, om du befinder dig udenfor eller indenfor. Flere forskere har gentagne gange understreget over for Videnskab.dk, at det mest sikre sted at være sammen med andre mennesker er udenfor.
Hvis du derimod opholder dig indenfor, er ventilationen i rummet vigtig, påpeger Torben Sigsgaard.
- Der skal være udluftning med åbne vinduer og gennemtræk, eller alternativt skal der være en styret ventilation, hvor luften trækkes ud af rummet og fjernes. Nogle ventilationssystemer genbruger luften fra rummet, men det skal man helst undgå, siger Torben Sigsgaard, som er med i en arbejdsgruppe, der udvikler retningslinjer om ventilation og smittefare.
- En almindelig blæser på skrivebordet tæller ikke som ventilation. Den kan faktisk gøre situationen værre, fordi den er med til at sprede og blande luften i rummet, tilføjer han til Videnskab.dk.