alkohol- og hashmisbrug

Hvert fjerde barn starter med alkohol før det er 14 år

Nyt materiale til folkeskoler og ungdomsuddannelser skal hjælpe børn og unge med at sige nej til de sundhedsskadelige fristelser

Alkohol- og hash-misbruget skal stoppes.
Offentliggjort

Børn og unge i Grønland har et rekordhøjt forbrug af røg, alkohol, hash og snifning.

Undersøgelser viser, at 24 procent – altså næsten hvert fjerde barn har drukket alkohol, før de er 14 år.

22 Procent – altså næsten lige så mange - har forsøgt sig med hash.

18 procent har prøvet at sniffe og mere end hvert tredje barn starter med at ryge, før de er 13 år.

Grønland har dermed flest rygende børn sammenlignet med 70 andre lande i Europa og Nordamerika. Oplysningerne fremgår af en pressemeddelelse fra selvstyret.

Mere forebyggelse

Det er den alarmerende baggrund for, at Departement for Sundhed og Infrastruktur nu sætter kraftigt ind med mere forebyggelse.

Steen Lynge, naalakkersuisoq for sundhed og infrastruktur, er særdeles tilfreds med, at den forebyggende indsats styrkes.

Han håber, at skolerne vil tage godt imod materialet og følge rådene om rus- og rygepolitik:
– Vi ønsker at sætte tidligt ind. Skolernes og forældrenes indsats er afgørende for, at børn og unge får gode og sunde vaner. Hvis vi kan forebygge at vore børn bruger alkohol, tobak og stoffer, så vil det påvirke deres sundhed positivt resten af livet.

Materialer

Alle folkeskoler og ungdomsuddannelser i Grønland har netop modtaget nyt materiale i form af en række pjecer, der skal få børn og unge til at sige nej til tidlig start med farlige rusmidler.

Pjecerne kan også hentes på www.peqqik.gl

Når forebyggelses-indsatsen især er rettet mod skoler, så er det fordi børn tilbringer meget tid på skolen, og skolens kultur og holdninger til rusmidler og tobak er afgørende for deres adfærd.

Materialet skal bruges i undervisningen helt fra 1. klasse, og der lægges op til, at skolerne udvikler en rusmiddel- og rygepolitik, som er synlig og brugbar for både elever, forældre og lærere.

Skolen er samtidig det sted, hvor forældre naturligt mødes og diskuterer holdninger og rammer for børnenes sociale liv. Her kan forældre blive enige om fælles retningslinjer for, hvordan de vil håndtere børn og unges forhold til røg, alkohol og andre rusmidler.

Powered by Labrador CMS