selvstændighed
Hvad kan den grønlandske mønt hedde?
En grønlandsk mønt, den danske krone, euroen eller måske dollars. Hvilken mønt skal gælde i et selvstændigt Grønland?
- Ja tak, det bliver 113 kroner og 50 ører. Sådan lyder det i dag i butikkerne, når der handles. Men i fremtiden kan det blive anderledes. Hvis Grønland forlader rigsfællesskabet, skal der nemlig tages stilling til, hvilken mønt der fremover skal ligge i pungen.
Det fremgår af Redegørelse for nedsætning af en grønlandsk forfatningskommission, der er udarbejdet af Formandens Departement. Kommissionen får til opgave at overveje, hvorvidt der skal laves en særlig ordning med Danmark vedrørende kronen, eller om der skal indføres en anden valuta i landet.
- Det kan være EU’s euro, Canada’s dollar eller USA’s dollar. Der vil være krav knyttet op til at blive hægtet op til en større valuta, men de kan vurderes som værende mere attraktive end at skulle oprette en lille og sårbar grønlandsk valuta, fremgår det af redegørelsen.
Såfremt det ender med oprettelsen af en grønlandsk valuta, skal der opfindes et nyt navn til mønten.
Sermitsiaq.AGs læsere er velkomne til at lægge forslag til navnet på en grønlandsk valuta i kommentarsporet.