Husejere risikerer at købe katten i sækken

I Nuuk bliver der handlet mellem 200 og 300 boliger om året

Mellem 200 og 300 boliger bliver hvert år handlet i Nuuk. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Skimmelsvamp, råd og byggesjusk præger boligdebatten, men det er ikke kun selvstyrets og kommunernes bygninger, som er angrebet, for mange private boligejere står også overfor omkostningskrævende udbedringer.

Demokraternes Justus Hansen foreslår i Inatsisartut i eftermiddag, at naalakkersuisut vurderer fordele og ulemper ved lovpligtige tilstandsrapporter ved handel med fast ejendom.

– Flere og flere borgere køber deres egen bolig, og det er vigtigt for Demokraterne, at køberen får et klart og gennemsigtigt overblik over boligens tilstand, argumenterer Justus Hansen.

Tilstandsrapporten skal være en professionel vurdering af boligens stand i forhold til andre boliger på samme alder. Den skal afdække synlige skader, der nedsætter bygningens funktion eller værdi nævneværdigt. Den skal også afdække tegn på skader eller andre fysiske forhold, der giver en nærliggende risiko for, at der kan udvikles en egentlig skade. Boligens fugtniveau bør indgå i tilstandsrapporten på grund af de omfattende problemer med skimmelsvamp.

Justus Hansen ønsker også at klarlægge forsikringsbranchens krav til en medvirken i en ordning om ejerskifteforsikring.

Mange handler
Retten i Grønland registrerer på årsbasis lidt over 5.000 ejerskifter, men tallet omfatter foruden ejerskifte ved køb og salg også ejerskifte ved dødsfald, skilsmisse, arv og ”lejer-til-ejer”.

Det er for tiden ikke muligt fra registeret at udtrække statistiske oplysninger om det årlige antal huse og lejligheder, der omsættes ved køb og salg. En ejendomsmægler i Nuuk skønner, at der i Nuuk omsættes mellem 200 og 300 boliger om året.

I Danmark ligger prisen på en tilstandsrapport på mellem 4.000 og 10.000 kroner.

Powered by Labrador CMS