Hunner i skruk vælger Vestgrønland

En ny undersøgelse viser, at 80 procent af de voksne grønlandshvaler i Vestgrønland er kønsmodne hunner

Grønlandshvaler spiser sig fede i Vestgrønland, før de svømmer videre til Hudonbugten for at føde og passe unger. Foto: Malene Simon
Offentliggjort

Lokale fangere fra Qeqertarsuaq og biologer fra Naturinstituttet har med en armbrøst indsamlet hudprøver fra grønlandshvaler i perioden fra 2000 til 2010. Hudprøverne viser, at 80 procent af de voksne grønlandshvaler i de vestgrønlandske farvande er store kønsmodne hunner. Det skriver Naturinstituttet på dets hjemmeside.

- Vi ser meget få unger i Vestgrønland, så de hunner, som besøger Vestgrønland, er enten gravide eller klar til at blive gravide. Ungerne fødes først, når de er længere nordpå og inde i Canada, og hunnerne bruger Vestgrønland til at æde sig tykke i de store mængder plankton, som findes i Diskobugten, fortæller seniorforsker Mads Peter Heide-Jørgensen fra Grønlands Naturinstitut.

- Hunnerne benytter sig tilsyneladende også af chancen til at parre sig med de cirka 20 procent hanner, som kommer til Grønland. Grønlandshvalerne føder samlet lige mange hunner og hanner, så spørgsmålet er, hvor hannerne og hunner med små unger er henne.

-I Nordcanada i området nord for Hudsonbugten kan man fra den samme undersøgelse af hudprøver se, at der er lige mange hunner og hanner. I dette område ser man også mange små hvaler, som stadig dier hos moderen. Det er noget, vi næsten aldrig ser i Grønland. Der er altså en »hval-børnehave« i Hudsonbugten, hvor hvalerne vokser op på det lave vand. Til gengæld er Vestgrønland et spisekammer for de voksne hunner, som nyder parringslivets glæder uden børnepasning, fortæller Mads Peter Heide-Jørgensen på natur.gl.

Powered by Labrador CMS