Hunde har udviklet øjne der kan smelte hjerter
Anatomien ved hundes øjne har ændret sig gennem mange år, så de i højere grad kan appellere til mennesker.
Hundes evne til at sætte et par uimodståelige, tiggende øjne op er en egenskab, de har udviklet gennem mange år.
Det viser et studie, der mandag er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences.
Undersøgelserne viser, at hunde har udviklet menneskelignende muskler i øjenbrynene. De muskler gør dem i stand til eksempelvis at se bedrøvede ud, så de er svære for mennesker at stå for.
Forskerne er blandt andet kommet frem til resultatet ved at undersøge tamme hundes kroppe og sammenligne dem med vilde ulve.
For omkring 33.000 år siden opstod hunde som en afart af ulve.
Forskerne har også taget video af to minutters interaktion mellem hunde og fremmede mennesker. Det har de efterfølgende sammenlignet med tilsvarende interaktion mellem ulve og fremmede mennesker.
Kun hundene lavede de særlige bevægelser med øjenbrynene. Særligt to muskler var til stede hos hundene, som ikke blev fundet hos ulvene.
- De får øjnene til at se større ud, hvilket minder om spædbørns øjne, siger professor Anne Burrows fra Duquesne University i Pittsburgh.
Hun er en af studiets medforfattere.
- Det vækker en følelse af omsorg hos mennesker, siger hun.
Den nye undersøgelse trækker på resultater fra et studie fra 2015.
Her beviste en gruppe forskere i Japan, at øjenkontakt mellem mennesker og deres hund førte til en stigning af det såkaldte kærlighedshormon oxytocin hos både hund og menneske.
Det ses blandt andet også mellem mødre og deres børn.