Huawei: Ny supermobil med tre skærme

Ny smartphone er telefon og tablet i samme enhed. Og prisen er derefter.

Mate Xs har i alt tre skærme: En hovedskærm på 6,6 tommer og en sekundær skærm, der er en anelse mindre. Folder man telefonen ud, får man en skærm på otte tommer.
Offentliggjort

For under to uger siden præsenterede den koreanske techgigant Samsung den nyeste udgave af selskabets foldbare telefon Galaxy Z Flip. Med en pris på 11.700 kroner er det en smartphone i den absolut dyre ende.

Nu topper kinesiske Huawei med en ny foldbar smartphone, Mate Xs, der kommer til at koste 18.999 kroner i de danske butikker.

Til gengæld lover det kinesiske selskab, at man får en foldbar telefon, der på stort alle parametre overtrumfer konkurrenterne.

- Det er en smartphone, der sprænger rammerne for, hvad man kan forvente sig af en smartphone, og hvad der kan lade sig gøre med teknologi i dag, siger Lin Yin, der er direktør for Huawei Consumer Business Group Danmark.

Tre skærme

Mate Xs har i alt tre skærme: En hovedskærm på 6,6 tommer og en sekundær skærm, der er en anelse mindre. Folder man telefonen ud, får man en skærm på otte tommer.

Det kan sammenlignes med Apples lille iPad, iPad Mini, der har en skærm på 7,9 tommer.

En væsentlig forskel er dog, at skærmen på en iPad er rektangulær, mens skærmene på de foldbare telefoner er kvadratiske.

Huaweis Mate Xs kan bruges på det såkaldte 5G-net, der betyder, at man kan håndtere data ved ekstremt høje hastigheder. Herhjemme er der dog endnu ikke adgang til det hurtige netværk, så der kommer man til at nøjes med 4G-nettet, som de fleste smartphones allerede nu benytter.

Powered by Labrador CMS