Hospitalsklovn Miki går på pension

Stærke farver, genkendelig kuffert og plads til grin har børnene kunnet opleve hver tirsdag og torsdag på Dronning Ingrids Hospital i mange år. Men nu er det slut. Vivi Wennerfeldt som gemmer sig bag det glade klovneansigt vil hjem til sin familie og man kan godt høre hende blive rørt bare ved tanken om skulle stoppe som klovn.

- Det har fyldt rigtig meget i mit liv, fordi jeg kan se, hvor lidt der skal til for at gøre nogle mennesker glade. Både børn og forældre i en tid, hvor de er bekymrede. ’Hvad fejler mit barn og hvornår blev barnet rask? Så kommer jeg bare, så giver jeg dem noget andet at tænke på. Det har betydet rigtig meget for mig, og det har udviklet mig som person, siger Vivi Wennerfeldt til Sermitsiaq.AG.

Ingen afløser til Miki

Igennem 13 år har klovnen Miki givet børn og forældre noget andet at tænke på end sygdom under deres tid på hospitalet. Vivi Wennerfeldt blev hospitalsklovn i 2008. Hun er uddannet pædagog og har boet i Grønland i 35 år.

I øjeblikket er der ingen, der vil overtage posten som humørspreder på hospitalsgangene.

- Jeg ved, at der ikke kommer en afløser efter mig. Det gør mig ondt. Det synes jeg er rigtig trist, fordi det er vigtigt, at opmuntre børnene. Men jeg er ikke ung længere og corona har været med til at skubbe til min beslutning nu, siger hun og fortsætter.

- Det er sgu lidt hårdt det her. Jeg har jo glædet mig rigtig meget til at være sammen med familie. Og være sammen med mit barnebarn. Men det er ikke nemt, når du har boet og har været her i så mange år. Jeg ved, at det jeg gør, betyder meget for de syge børn, så det er ikke let, siger Vivi Wennerfeldt.

Corona har været omdrejningspunktet

En af de mest tungtbejdne argumenter for, at hun nu vil flytte til Danmark er corona. Rejserestriktioner har udfordret hendes rejser til Danmark, hvor hun har sit barnebarn og familie.

- Altså der er mange ting, der ligger til grund. Jeg er jo ikke ung mere, jeg er jo oppe i årene. Så har det her corona også gjort noget ved mit eget liv. Jeg har været adskilt fra min familie i næsten et halvt år, hvor jeg var heroppe og resten af min familie var i Danmark. Det er svært. Men har jo hjertet begge steder, siger Vivi Wennerfeldt.

Sprog er ikke afgørende

Vivi Wennerfeldt har gået på gangene i børneafdelingen på DIH, hver uge. Hun har igennem årene udviklet sig meget både som person og klovn. Hun gik med paryk og malede sig for, at ikke at blive genkendt. Men nu går hun ikke længere med paryk og maler sig ikke så meget mere. Det er tydeligt, når man snakker med hende, hvor meget hun brænder for at opmuntre børnenen på hospitalet.

Mange børn rejser langt væk for at blive undersøgt på Dronning Ingrids Hospital. Hun husker mange gode øjeblikke, hvor man bare griner. Hun elsker, at skabe glæde og bare leve her og nu.

Der er mange gode minder fra tiden som klovn og sproget har aldrig været et problem fortæller den afgående hospitalsklovn.

- Jeg har oplevet en dreng fra Qaanaaq. Han har jo sit sprog og jeg har mit. Men bare det at stå og lave noget sammen med ham. Sproget betyder ikke noget, når du gør sådan nogle ting. Det er nærværet. Det er mennesker, som man møder lige nu og her. Det er det man skal forhold sig til, siger Vivi Wnnerfeldt.

Klovnen Miki har fået flere priser. Hun fik blandt andet den første årets pris fra Brugseni i 2011.

Hun vil for sidste gang være på Dronning Ingrids Hospital i dag tirsdag den 29. juni.