Hold på hat og briller
Mere turbulens på fremtidens transatlantiske flyvetur. Det skriver DMI
Rutefly kan møde kraftigere og hyppigere turbulens over Nordatlanten i fremtidens varmere klima. De årlige omkostninger ved skader på mennesker og fly er allerede nu på mange millioner kroner.
Det skriver DMI.
Britiske forskere har undersøgt, hvordan klarluft-turbulens, ofte omtalt med det engelske udtryk 'clear air turbulence' (CAT), ændrer sig om vinteren i et varmere klima. Undersøgelsen tyder på, at der især sker betydelige ændringer i den meget trafikerede luftkorridor over Nordatlanten mellem den 50. (Paris) og 75. nordlige (Svalbard) breddegrad og den 10. (Dublin) og den 60. (Newfoundland) vestlige længdegrad.
I netop det område viser resultaterne, at der i vintermånederne sker en generel stigning i intensiteten af CAT samtidig med, at hyppigheden af moderat til kraftig turbulens vokser med 40 til 170 procent.
De største ændringer i CAT finder sted i den nordlige halvdel af luftkorridoren. Ændringerne skyldes først og fremmest at polarjetten over Nordatlanten rykker længere mod nord i fremtidens varmere klima. Her skal piloter i normal flyvehøjde mellem 11 og 13 kilometer oftere end nu flyve rundt om områder med kraftig turbulens.
CAT er til fare for både fly og passagerer. Derfor er det vigtigt at kunne forudsige, hvor der opstår CAT og hvor kraftig den er. Det er en stor udfordring for vejrmodeller fordi CAT er forbundet med kaotiske bevægelser i lufthavet med typiske bølgelængder fra 100 meter til 2 kilometer. Vi forstår endnu ikke til bunds hvordan forskellige instabiliteter i atmosfæren sætter gang i CAT og bestemmer dens intensitet.
De britiske forskere har i deres undersøgelse benyttet 21 forskellige indikatorer, som alle tegner det samme billede. DMI's vejrmodel benytter to indikatorer for CAT, som er udviklet af forskere på DMI, og adskiller sig fra de nævnte 21 indikatorer.
Hvis de britiske forskeres resultater fra koblede atmosfære-ocean klimamodel-beregninger holder i virkeligheden, har det store konsekvenser for rutefly-trafikken over Nordatlanten.