Hjælpepakker: Fiskerne har fået 1,4 millioner kroner

Der er udbetalt mere end 1,4 millioner kroner som tilskud til fiskere, der fisker efter rejer, snekrabber og torsk siden coronahjælpepakken blev etableret i starten af oktober i år.

Torsk, fiskekasse
Fiskepriser er hårdt ramt af coronakrisen. Hjælpepakker bruges flittigt af torskefiskere i landet.
Offentliggjort

Siden hjælpepakken til fiskere i krabbefiskeriet, rejefiskeriet og torskefiskeriet blev oprettet er der blevet uddelt lidt over 1,4 millioner kroner i tilskud. De fleste penge er gået til torskefiskeriet.

Det oplyser Naalakkersuisoq for Erhverv, Jens-Frederik Nielsen (D) under et åbent samråd med udvalg for fiskeri, fangst og landbrug.

Torskefiskeret er hårdt ramt af coronakrisen. Halvdelen af tilskuddene er givet til fiskere, der indhandler torsk.

- Ud af de samlede beløb er lidt over 720.000 kroner givet til torskefiskere, siger Jens-Frederik Nielsen.

Tilbagevirkende betaling

Udvalg for fiskeri, fangst og landbrug med Henrik Fleischer i front, har inviteret Naalakkersuisoq for Erhverv, Jens-Frederik Nielsen til åbent samråd den 9. november om eftermiddagen. Udvalget ønsker at kende Naalakkersuisuts planer om hjælpepakker, der holder fiskeriet oven vande under coronakrisen.

Fiskerne kan få op til 10 procent af prisen i tilskud, hvis fiskeprisen er faldet med mere end 15 procent. Naalakkersuisut har lavet aftaler med indhandlingssteder, så indhandlingsstederne udbetaler støtten og søger om dækning til tilskud, når fiskerne har indhandlet fangsten.

- Udbetaling af tilskuddet sker dog også med tilbagevirkende kraft fra 1. august til hjælpepakken blev vedtaget. Derfor kan der gå lidt tid før fiskerne modtager de penge, fortæller Naalakkersuisoq for erhverv.

Hellefisk forgyldes ikke

KNAPK har tidligere efterlyst, at hellefiskefiskere bliver omfattet hjælpepakken for fiskere. Denne mulighed kan man dog fiske længe efter:

- Naalakkersuisut har på nuværende tidspunkt ingen planer om at udvide hjælpepakker til også at omhandle hellefiskefiskeriet. Naalakkersuisut vurderer fortsat situationen, men har på nuværende tidspunkt ingen foreløbig planer om at forlænge perioden på hjælpepakker, siger Jens-Frederik Nielsen til udvalget.

Der er afsat 11,1 millioner kroner til hjælpepakker for fiskeriet, som gælder fra august 2020 til 31. december 2020.

Powered by Labrador CMS