Historisk udredning: Politikerne lover armslængde
Naalakkersuisut og den danske regering lover, at der ikke vil være politisk indblanding i processen, når arbejdet går i gang med den historiske udredning i forholdet mellem Grønland og Danmark efter anden verdenskrig.
Ved en underskriftsceremoni i Hans Egedes hus i Nuuk torsdag lovede formanden for Naalakkersuisut, Múte Bourup Egede og den danske Uddannelses- og forskningsminister, Christina Egelund, at udredningen skal ske på faglig og saglig grundlag.
Udredningen skal ske uden politisk indblanding undervejs i de anslåede fem år, som udredningen vil foregå.
- Der er i de seneste år og tæt op til i dag blevet afdækket tunge, mørke og alvorlige kapitler i vores fælles historie. Det understreger nødvendigheden af den historiske udredning, hvor vi nu nedsætter et forskningshold, der bliver forankret her i Nuuk og som får til opgave, uden politisk indblanding og helt uafhængigt af os, der skal afdække historien som den var, forklarer Christina Egelund blandt andet.
Der kan opstå behov for krisehjælp
Men helt at slippe for politiske handlinger under processen er nok utopi. For en ting er den faglige historiske udredning uden politisk indblanding, en anden ting er de personer, der er direkte berørt som helt sikkert kommer til at genopleve følgerne af, hvad de har været udsat for.
Udredningen er nemlig meget personrelateret og der skal granskes i konsekvenserne af de politiske beslutninger og handlinger, der er sket siden anden verdenskrig frem til i dag.
Ud fra hvad der allerede er kommet i offentlighedens søgelys, har eksempelvis ofrene for spiralkampagnen fået åbnet for deres sorg og traumer, blandt andet fordi indgrebet for flere af ofrene har ført til at de er blevet ude af stand til at få deres egne børn.
Ingen lovning om krisehjælp undervejs fra dansk side
Som konsekvens har Grønland fra politisk hold etableret tilbud om psykologisk krisehjælp og talskvinden Naja Lyberth har siden opfordret den danske regering igennem statsminister Mette Frederiksen at etablere lignende indsats for de grønlandske kvinder, der i dag lever i Danmark.
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund, kan dog ikke love at der vil være hjælp at hente for de implicerede, som bor i Danmark.
- Det er lidt en parallel situation, nu går man heldigvis i gang med belysning af spiralsagen for også at få den beskrevet rigtigt, og i virkeligheden synes jeg, der er en parallel til den historiske udredning, at det første skridt bør være at få den belyst rigtigt, og så må man forholde sig til det bagefter, svarer uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund.
Formanden for Naalakkersuisut supplerer med, at der vil blive taget hensyn til de mennesker, der vil blive berørt af udredningen, og at man selvfølgelig vil være parat til at tilbyde hjælp til de personer, der bærer på konsekvenserne af de forskellige beslutninger og handlinger der er sket frem til i dag.
Múte Bourup Egede vil have placeret ansvar
Anledningen til udredningen som nu bliver realiseret er politisk motiveret. Det slår formanden for Naalakkersuisuts fast.
- Vi har igennem adskillige år været vidner til flere og flere uacceptable kendsgerninger og som bliver ved med at dukke op i overfladen. Vi har behov for at nogen tager ansvar for disse kendsgerninger, for at vi kan skabe en reel forsoning mellem Grønland og Danmark og dermed skabe fundament for vores fremtid.
- Vi skal forstå den del af vores historie for at skabe vores fremtid, for det er jo en kendsgerning, at der gang på gang bliver skabt spændinger mellem vores to lande, som i høj grad bliver skabt af de mørke kapitler i vores fælles historie, siger Múte Bourup Egede.
Læs hele kommissoriet HER