KNI
Her er KNIs nye bestyrelse
Tidligere direktør i Nationalbanken Bodil Nyboe Andersen er kommet med i KNIs bestyrelse
KNI har holdt ekstraordinær generalforsamling tirsdag, hvor der blev valgt fire nye medlemmer til bestyrelsen. Niels Thomsen fortsætter som formand, men der kom nye medlemmer i bestyrelsen fra det danske og færøske erhvervsliv og en enkelt fra Grønland.
Læs: Nye kandidater til KNIs bestyrelse trækker ud
Bodil Nyboe Andersen blev medlem af bestyrelsen og har en lang erhvervskarriere bag sig. Hun var i 1980’erne direktør i Andelsbanken og fra 1990 til 2005 nationalbankdirektør. Hun har været bestyrelsesformand for Københavns Universitet, bestyrelsesmedlem i Tryg og Sampension samt været formand for Dansk Røde Kors. I dag er hun blandt andet medlem af bestyrelsen i Villumfonden. I årene som nationalbankdirektør besøgte hun Grønland flere gange, ligesom hun i forbindelse med Villumfondens donationer til børn og unge i Grønland var på besøg i såvel Ilulissat som Nuuk og Sisimiut i 2012.
Træder tilbage
Direktør i Grønlands kulturhus Katuaq Julia Pars, der forvejen er bestyrelsesmedlem i Air Greenland, blev også valgt ind i KNI-bestyrelsen. Julia Pars er uddannet MBA.
Jurist Annette K. Sadolin fra Danmark er nu også med i KNIs bestyrelse. Hun har haft sin karriere i General Electric inden for finansiel services i udlandet. Hun sidder blandt andet i bestyrelsen i Transportselskabet DSV A/S, DSB, Topdanmark og Ratos AB Stockholm. Annette K. Sadolin besidder ifølge Naalakkersuisut betydelige kompetencer inden for strategi, organisation, risikostyring og juridiske forhold.
Gunnar G. Gudmonssen har selv valgt at trække sig fra KNIs bestyrelse og er nu blevet erstattet af Høgni Hansen fra Færøerne. Høgni Hansen er i dag direktør for en af Færøernes største grossister med slagteri, lammeslagtning og kødopskæring, som også driver butikker. Gudmonssen har siden 2011 været næstformand i Færøernes arbejdsgiverforening.
KNIs bestyrelsen består nu af
- Niels Thomsen (formand)
- Høgni Hansen
- Jens Kristian Therkelsen
- Julia Pars
- Annette K. Sadolin
- Bodil Nyboe Andersen
- Jonas Aronsen (medarbejdervalgt)
- Inger Eriksen (medarbejdervalgt)
- H.P. Lynge-Larsen (medarbejdervalgt)
Læs Sermitsiaq.AGs artikler om KNI her