Her er børnenes ønsker til politikerne

NAKUUSAs Børneråd overrakte fredag deres anbefalinger om flere klubber, fritidsaktiviteter i trygge fællesskaber til Formanden for Naalakkersuisut og alle landets borgmestre.

Formand for Naalakkersuisut, Múte B. Egede, Niklas, AldaRós og borgmester i Sermersooq, Avaaraq S. Olsen ved overrækkelsen af resolutionen fra børnetopmødet.
Offentliggjort

Nakuusa afholdt sit årlige børnetopmøde i oktober, og her var budskabet fra de deltagende børn klart: Der mangler fritidsaktiviteter og fællesskaber.

Fredag blev ønskerne fra børnetopmødet overrakt til nogle af landets ledende politikere ved et lille arrangement i Hans Egedes hus i Nuuk.

Det oplyser Unicef i pressemeddelelse. Unicef står sammen med Naalakkersuisut bag Nakuusa.

Til politikerne lød opfordringen fra børnene:

Skab trygge steder

- Brug tid, penge og energi på klubber, fritidsaktiviteter og fællesskaber for at skabe trygge steder for børn og unge. Og kom ud til os og snak med os om vores behov og ønsker for fritidsaktiviteter.

Børnene opfordrede også forældre, værger og andre voksne med ansvar for børn til at engagere sig i deres børns fritidsaktiviteter og være en aktiv støtte.

Formanden for Naalakkersuisut, Múte Bourup Egede (IA) udtrykte dyb taknemmelighed for anbefalingerne:

- I er ærlige, og I er modige, og jeg forstår udmærket godt jeres synspunkter. Jeg vil love at tage jeres anbefalinger alvorligt. Vi skal gøre vores bedste for at opfylde jeres behov om et tryggere liv. Endnu engang tak for at dele jeres tanker og ønsker med os, udtalte Múte B. Egede.

Powered by Labrador CMS