Her er biologernes anbefaling til rejefiskeriet
Biologerne anbefaler at der kan fiskes 115.000 tons rejer i Vestgrønland i 2022. For Østgrønland er rådgivningen på 3.000 tons.
- Der kan i 2022 fiskes samme mængde rejer som i 2021.
Sådan lyder anbefalingen fra Naturinstituttet Pinngortitaleriffik.
Biologerne anbefaler nemlig, at der kan fiskes 115.000 tons rejer i Vestgrønland i 2022, hvilket er uændret i forhold til rådgivningen for 2021. For Østgrønland er rådgivningen også uændret og der kan fiskes 3.000 tons rejer i 2022, fremgår det i en pressemeddelelse.
Rådgivningerne er afleveret til Naalakkersuisut, der fastsætter de endelige kvoter for hvor mange tons rejer der kan fiskes i Grønland.
Bestand i bedring
- I 2021 er der ikke foretaget biologiske undersøgelser af rejebestanden, grundet forsinkelse af Grønlands nye forskningsskib Tarajoq. Forskernes beregninger viser dog, at bestanden af rejer ved Vestgrønland udnyttes bæredygtigt og at bestanden er stabil på et højt niveau, fremhæves det.
Bestandsstørrelsen beregnes på baggrund af rejefiskeriets fangster, fangster pr. træk, beregnet biomasse fra biologiske undersøgelser, samt mængden af de torsk, der forventes at spise rejer.
- For rejebestanden i Østgrønland viser data, at bestanden har været i bedring i de senere år. Bestanden er dog ikke på samme niveau som før 2004 og rejerne er kun udbredt i et begrænset område på Østkysten omkring Dorhn Banke, lyder det.