Nye studenter
Her er årets første student
Ane Mette Andersen blev den første student på gymnasiet GUX i Sisimiut. Skolen skriver historie i år og fordobler antallet af studenter i forhold til sidste år
Flaget blev hejst fredag på gymnasiet GUX i Sisimiut af årets første student Ane Mette Andersen. Hun er den ene af skolens mange studenter i år, der forventes at nå 80, når samtlige eksamener er gennemført.
Antallet af gymnasieelever og dem, der gennemfører uddannelsen, stiger hurtigt i Sisimiut. Men starten har ikke været nem.
- Eleverne på GU har været hårdt prøvet, da vi fra starten ikke havde meget kendskab til GU og det at starte fag op som idræt, musik, psykologi, religion, historie og andre på en traditionsbunden brancheskole. KTI, Sisimiut har naturligvis givet en masse udfordringer, siger rektor Poul V. B. Jensen.
Der kommer også HTX-studenter. Den første bliver Juuliu Lundblad, der får studenterhuen på den 19. juni.
Gennemførelses procent for HTX og GU i Sisimiut bliver på 68 procent, når alle 80 studenter holder dimission i idrætshallen den 25. juni.