Nuuk
Henrik Broberg: Urnenedsættelse lørdag
Der er næste lørdag den 1. februar i Nuuk mulighed for et sidste farvel til Henrik Arkalo Broberg, der tidligere på måneden døde af kræft
Hans Egedep Oqaluffia (på dansk: Hans Egede Kirke) i Nuuk danner næste lørdag den 1. februar rammen om nedsættelse af Henrik Arkalo Brobergs urne.
Det sker klokken 14.00, oplyser familien Broberg på ”Støt Henrik og Thora" på Facebook.
Henrik sov stille ind søndag den 5. januar på Hospice Søndergaard ved København, hvor familien var samlet. Døden var ventet, og familien var afklaret.
Henrik Broberg fravalgte i august 2013 at fortsætte med kemoterapi efter tre operationer i hjernen, 30 strålebehandlinger og kemokure med piller. Kemoen ville forlænge hans liv, men ville til gengæld forværre hans livskvalitet.
Læs "Henrik Broberg døde søndag morgen"
Læs "Henrik skal dø af kræft: Her er ægteparrets rørende fortælling"
Familien stod frem
Familien valgte at stå åbent frem og fortælle om sygdomsforløbet både via hjemmesiden for Kræftens Bekæmpelse, her på Sermitsiaq.AG og på ægteparrets fælles Facebook-væg. Efter offentliggørelsen blev der lavet en støtteindsamling til fordel for familien, så familien slap for at tænke på de økonomiske udfordringer, der er, når man bor i Grønland og har en pårørende, der ligger på det sidste på et hospice i Danmark.
Henrik Arkalo Broberg blev 42 år.