Hellere ammassat end chokolade
Der røg ammassatter, ræklinger og røget hvalkød over disken i Pisiffik, da en gruppe højtstående parlamentarikere fra Tjekkiet besøgte Ilulissat.

En delegation bestående af Viceformanden for Tjekkiets Senat, Alena Gajduskova´, Tjekkiets ambassadør i Danmark, Zdenek Lycka og seks øvrige deltagere besøgte i dagene 3. til 5. oktober Ilulissat.
Delegationen var rejst til Ilulissat fra Nuuk og under besøget i Diskobugten gik turen også til bygden Oqaatsut, hvor parlamentarikerne smagte grønlandske delikatesser.
Det faldt åbenbart i politikernes smag, og de gik derfor direkte hen i Pisiffik for at handle grønlandsk specialiteter med hjem til Tjekkiet. Ikke mindst ammasætter falder i tjekkisk smag.
– Når vi har været ude at rejse, plejer vi at tage chokolade med hjem til kollegaerne på kontoret, men efter mit sidste besøg i Grønland havde jeg taget tørrede ammassatter med, og det var meget populære og blev hurtigt spist. Derfor vil jeg også købe ammassatter med hjem denne gang, siger Tjekkiets ambassadør ifølge en pressemeddelelse fra Qaasuitsup Kommunea.
Besøget var delvist en opfølgning på arrangementet »Tjekkiske dage i Grønland« som foregik i Nuuk i september 2008. I denne forbindelse blev der åbnet en udstilling med tegninger af den tjekkiske kunstner Martin Veli´sek. Tegningerne er illustrationer fra den tjekkiske udgave af bogen »Grønlandske myter og sagn«.
Et udvalg af disse tegninger er nu udstillet på Ilulissat Kunstmuseum, og den tjekkiske delegation var tilstede, da udstillingen bliver åbnet d. 4 oktober. Alena Gajduskova´ udtrykte i sin tale ønske om at styrke de kulturelle bånd mellem Grønland og Tjekkiet, hvor hun blandt andet nævnte muligheden for at grønlandske film ville kunne blive vist på filmfestivaler i Tjekkiet.