Hellefiskekvoten tilpasses rådgivningen - om fire år

Naalakkersuisut er påbegyndt en gradvis tilpasning af fiskeriet efter hellefisk i to forvaltningsdistrikter til den biologiske anbefaling

Offentliggjort

De hellefisk der fanges i Diskobugten er løbende blevet stadig mindre - et tydeligt tegn på, at der fiskes for hårdt på bestanden. Kvoten har da også fast ligget højere end den biologiske anbefaling.

Og selvom kvoten sænkes for både Diskobugten og Upernavik, så vil den fortsat ligge over rådgivningen i de to forvaltningsdistrikter ligesom i Uummannaq, hvor kvoten fastholdes.

I Diskobugten er kvoten sat til 8.180 tons - den biologiske rådgivning er på 5.120 tons. Så her ligger kvoten 3.060 tons over anbefalingen.

I Upernavik ligger kvoten på 8.457 tons - den biologiske rådgivning er på 5.330 tons. Her kan der fanges 3.127 tons mere end der vurderes bæredygtigt.

I Uummannaq ligger kvoten uændret på 9.500 tons - den biologiske rådgivning er på 5.800. Her ligger kvoten således 3.700 tons over anbefalingen.

Ringe tilpasning til næste år

Det fremgår af en pressemeddelelse fra departementet for fiskeri og fangst, at der i Diskobugten og Upernavik skal indledes en trinvis tilpasning af den tilladelige fangstmængde over en fireårig periode, til den biologiske rådgivning.

Reelt er tilpasningen til rådgivningen dog ind til videre et sted mellem beskeden og ikke-eksisterende.

Ganske vist sænkes kvoten for den hårdt pressede bestand i Diskobugten med 1.320 tons, men samtidig har Pinngortitaleriffik sænket sin anbefaling med 1.280 tons. Det betyder, at overfiskningen kan blive næsten lige så stor som sidste år.

I Upernavik sænkes kvoten med 743 tons, den biologiske anbefaling er dog 970 tons lavere end sidste år. Så her er ligger kvoten rent faktisk endnu mere over andefalingen end den gør i år.

Og i Uummannaq fastholdes kvoten selvom den biologiske anbefaling er 700 tons lavere.

Powered by Labrador CMS