Heli-skiing i Enoksens hjembygd

Itilleq skal måske fremover tiltrække rige ski-turister, oplyser GTE.

Itilleq fik i 2004 besøg af kronprinsesse Mary, kronprins Frederik, dronning Margrethe og prins Henrik.

Bygden Itilleq ved Sisimiut kan blive ny magnet for rige heli-skiing turister. I øjeblikket afventer Grønlands Turist- og Erhvervsråd, GTE, en rapport om heli-skiing i bygden, der har omkring 130 indbyggere. Bag rapporten står amerikanske Pete Patterson der ejer adventure rejsebureauet Mountain Spirits. Han har undersøgt mulighederne i foråret for heliskiing sammen med grønlandske heliski-guide Arne Hardenberg fremgår det af GTE's nyhedsbrev.

Udover at være landsstyreformand Hans Enoksens hjemstavn, kom Itilleq for alvor på landkortet, da den såkaldte Itilleq-erklæring blev underskrevet 14. maj 2003 af landsstyreformand Hans Enoksen og udenrigsminister Per Stig Møller. Bygden har også haft kongeligt besøg af dronning Margrethe, prins Henrik og kronprinseparret i juni 2004.

De kongelige overnattede ikke i Itilleq, måske på grund af faciliteterne i bygden. Ifølge GTE skal der rettes op på de nuværende overnatningstilbud, hvis de skal leve op til heli-skiing turisternes forventninger.

– Det kræver naturligvis også, at der i Itilleq bliver lavet nogle gode overnatningsmuligheder til gæsterne, og at logistikken til bygden i det hele taget kommer ordentligt på plads. Men sker det, ser vi virkelig gode muligheder siger erhvervskonsulent Mads Daniel Skifte, der er GTE's tovholder på heli-skiing projektet.

Powered by Labrador CMS