debat
Heftigt angreb på frynsegoder
De faglige organisationer protesterer i fællesskab over Kommuneqarfik Sermersooqs planer om at tilgodese særlige personalegrupper, hvis de søger job i deres kommune
Sagen om frynsegoder til udvalgte faggrupper har nu fået fem faglige organisationer til at skrive en åben kommentar til kommunalbestyrelsesmedlem for IA, Malene Lynge i Kommuneqarfik Sermersooq.
- I henhold til § 68 i Inatsisartutlov nr. 22 af 2010 om kommunalestyrelse, kan Kommuneqarfik Sermersooq ikke indgå aftaler om løn- og ansættelsesforhold for kommunens ansatte.
Læs om fryns: 14 chef-boliger i Nuuk
Dette tilkommer alene KANUKOKA og Naalakkersuisut, anfører de faglige organisationer i en åben kommentar.
Vildt overdrevet
At kommentaren, der blandt andet ligger på IMAKs hjemmeside, er henvendt til netop Malene Lynge, skyldes, at Malene Lynge før weekenden lagde en kommentar på IAs hjemmeside under overskriften Hensigtsmæssig rekruttering.
Læs også: Kommunaldirektør går til modangreb på fagforeninger
- Det er vildt overdrevet, når SIKs og AKs formænd udtaler, at systemet skævvrides, at der bliver enorme forskelle på ansættelsesforholdene kommunerne imellem og at de kommende overenskomstforhandlinger vanskeliggøres, udtaler kommunalpolitikeren i sit forsvar for det meget omdiskuterede tiltag med personalegoder, der skal sikre at Kommuneqarfik Sermersooq skal få lettere ved at besætte de mange ledige stillinger indenfor især pleje- og omsorgssektoren.
Ikke korrekt
Nu svarer fagforeningerne altså massivt igen.
- Desværre må det konstateres, at ovennævnte skrivelse indeholder flere faktuelle fejl. Det grønlandske offentlige arbejdsmarkeds reguleres af en række love og kollektive aftaler og overenskomster, som de forhandlingsberettigede organisationer forventes at overholde – og det gør vi selvfølgelig. Til gengæld forventer vi også, at de offentlige arbejdsgivere ligeledes overholder lovgivning og indgåede aftaler og overenskomster.
Læs også: Stor utilfredshed med personalegode-initiativ
Det er således ikke korrekt, når kommunalbestyrelsesmedlem Malene Lynge skriver, at kommunalbestyrelsen ikke har gjort noget forkert, fastslår afsenderne, der ud over Karl Frederik Danielsen fra IMAK er Jess G Berthelsen fra SIK, Ken Jensen fra PPK , Dina Olsen fra AK og Naussunguaq Bisgaard fra NPK.
Mangler kompetencen
Fagforeningerne påpeger, at politikerne i Kommuneqarfik Sermersooq slet ikke har ret til at indgå aftaler vedrørende udvalgte af fagforeningernes medlemmer.
- Det er korrekt, som anført af kommunalbestyrelsesmedlem Malene Lynge og tidligere udtalt til Sermitsiaq.AG af administrerende direktør Lars Møller Sørensen, at kommunens ledelse har forelagt forslaget til goder for visse ansatte inden for det social område for hovedsamarbejdsudvalget, og at dette har tilsluttet sig forslaget.
Læs også: Ekstra goder til ansatte i Semersooq
Imidlertid burde Kommuneqarfik Sermersooqs ledelse vide, at et samarbejdsudvalg overhovedet ikke har kompetence til at godkende aftaler om løn- og ansættelsesvilkår, skriver fagforeningerne.
Svigt af politikere i udvalg
Kommunen har derfor, anfører fagforeningsformændene, svigtet de folkevalgte i kommunen.
- Kommunens ledelse burde således overhovedet ikke have bragt samarbejdsudvalgets medlemmer i den situation, at de skulle godkende forslaget.
Ifølge de fem formænd er der i dette tilfælde tale om en helt principiel sag om arbejdstagernes rettigheder.
Læs også: Enegang med uddeling af goder bekymrer fagforening
- Desværre har organisationerne flere gange måtte konstatere, at Kommuneqarfik Sermersooq har oprettet nye stillinger og selv fastsat løn- og ansættelsesforhold for de pågældende stillinger – og her har der bestemt ikke været tale om at give de ansatte bedre løn- og ansættelsesforhold end de kollektive overenskomster- tværtimod, fastslår de fem organisationers formænd.