Hedegaard: John Kerry er godt nyt for klimaet

EU's klimakommissær krydser fingre for, at John Kerry fortsætter klimakampen som USA's nye udenrigsminister

Klimauret tikker men valg af John Kerry som ny udenrigsminister i USA vil gavne klimaet, mener EU's klimakommisær. Arkivfoto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Valget af John Kerry som ny amerikansk udenrigsminister kan få USA til af sætte mere fokus på kampen mod klimaforandringer. Det mener i hvert fald EU's klimakommissær, Connie Hedegaard.

- Jeg er sikker på, at John Kerry som udenrigsminister er godt nyt for klimaet. Jeg krydser fingre for, at hans engagement vil gøre klimaet til en strategisk prioritet. Tillykke, skriver Connie Hedegaard på Twitter.

John Kerry har som senator i mange år været med til at sætte de globale klimaforandringer på den politiske dagsorden i USA.
Den nye udenrigsminister har deltaget i internationale klimaforhandlinger som repræsentant for USA siden Rio-konferencen i 1992.
Også i forbindelse med det københavnske klimatopmøde, COP15, i 2009 spillede han en væsentlig rolle som formand for Senatets udenrigsudvalg.

Læs også: Iskapper smelter så vandet driver

Selvom klimaforandringerne de seneste år har haft svært ved at opretholde den politiske opmærksomhed, gav John Kerry så sent som i juni en opsang til det politiske system i USA i en tale til Senatet om klimaudfordringerne:
- Tavshedens sammensværgelse, som nu karakteriserer Washingtons håndtering af klimaspørgsmålet, er farlig.
- Klimaforandringerne er en af de to eller tre mest alvorlige trusler, som vores land står over for, hvis ikke den mest alvorlige, sagde John Kerry og fortsatte:
- Omkostningerne ved ikke at gøre noget bliver større og større, jo længere vi venter - og jo længere vi venter, jo mindre sandsynligt er det, at vi kan undgå det værste og efterlade kommende generationer med en bæredygtig planet.

Powered by Labrador CMS