Havørnen om folketingsvalget: Vi giver da Søren Pape ret

Havørnen er på vej til et trælst guldbryllup. Men først skal han kommentere valget, som handler om kritiske medier, Premiere League, fætrene Lynge, en død hund og gode grunde til at håbe på Søren Pape som ny statsminister.

Havørnen holder øje med valgets slutspurt. Spørgsmålet er, hvor sikre Folketingets to grønlandske medlemmer, Aki-Matilda Høegh-Dam og Aaja Chemnitz, er på genvalg. Andet vi ganske vist undre. Men kløerne er fremme fra mange sider. Også mellem IA og Siumut.

FOLKETINGSVALGValgkampen til Folketingsvalget er i sin slutspurt. Ledelsen i Mediehuset Sermitsiaq.AG har derfor - af publicistiske og demokratiske grunde – besluttet at optimere valgdækningen på nyhedshjemmesiden Sermitsiaq.AG. Du vil derfor de næste dage ekstraordinært kunne læse udvalgte valgartikler fra de to landsdækkende betalingsaviser Sermitsiaq og AG. God læselyst.

Havørnen har i nogen tid haft det dårligt. Ondt indeni. Det er noget privat. Min mor har besluttet, at kun min storebror Havørn de Luxe og hans yndige hustru skal sidde ved højbords, når mine forældre fejrer guldbryllup.

Det bliver en stor dag – for dem.

745 gæster er inviteret til taffel på hotellet i Nuuk: Honoratiores, ambassadører, spytslikkere, skidesprællere, socialdemokrater og lusede amatører kommer flyvende ind fra hele verden – og fra andre egne – for at være med

Det var min mors idé, at min bror skulle døbes Havørn de Luxe, selvom jeg kun er født fire minutter efter ham.

- Du må sidde ved Bord 2, erklærede hun, da jeg kiggede forbi for at hjælpe med bordplanen, vande stueplanter og tilse hendes puddel, Carsten, som har været død siden oktober 2019, men som hun ikke nænner at skille sig af med.

- Det er sådan en sød vovse, og så er der aldrig noget besvær med den, siger hun.

- Den lugter, siger jeg.

Det med bordplanen er ikke den eneste ting, hun chikanerer mig med. Det er altid min storebror, som er familiens dengse og skal forkæles. Jeg føler mig efterhånden som Prins Joachim i det spil, hvilket jeg også forklarede KNR-journalisten, da jeg blev kontaktet om sagen.

- Hvordan har du det med Bord 2? spurgte journalisten.

- Vi er alle sammen meget kede af det, og mine børn er også utroligt kede af det og chokerede. De står i en situation, som de ikke selv forstår, ja, de ved nærmest ikke, hvor de skal sidde, svarede jeg.

- Hvordan påvirker det dit forhold til din mor? spurgte journalisten.

- Det tror jeg ikke, at jeg behøver uddybe her, svarede jeg.

Fortid kontra nutid

Havørnen har altid haft store ambitioner. Også mod mægtige vest. Men lige nu pudser den fjerene og afventer udfaldet af Folketingsvalget.

Men der er faktisk en sammenhæng. Den kommer nu: Min mor er nemlig født i 1953, samme år som der første gang var folketingsvalg i Grønland, hvor fætrene Augo og Frederik Lynge blev valgt i den sydlige og nordlige valgkreds. Også dengang glemte man øst.

I 1953 var der 9.392 stemmeberettigede og kun 6.339 af stemte. Stemmeprocenten var i nord 65 procent og i syd 70 procent. Men det var jo dengang i stenalderen, hvor kvinder kun lige havde fået lov til at sætte kryds (det fik de i 1948), og politisk agitation skulle bringes ud med hundeslæde eller luftpost.

Siden er det kun gået én vej for folkestyret; vi har bevæget os trin for trin fremad, længere og længere ind i den oplyste tidsalder med tilgang til informationer og ytringsfrihed. Og stemmeprocenten er selvfølgelig, øh, raslet ned.

Ved sidste folketingsvalg var valgdeltagelsen på 49 procent, altså 21 procent lavere end for 69 år siden. Der er demokrati med omvendt inflation.

Den manglende interesse, får instinktivt Havørnen til at tænke på Pele Broberg, som ikke stiller op, men forstår at sætte fut i fejemøget, i øvrigt er inviteret med til guldbrylluppet. Han skal sidde mellem mor og far.

- Han får mig altid til at grine, siger min mor.

- Han spreder solskin på sin vej, siger min far.

- Alle kan lide en spasmager, men ingen låner ham penge, siger min storebror.

Pele er efter Havørnens mening den fødte politiker, en venlig mand, en stor Facebook-artist, og så har forsøgt at grundlægge sit eget luftfartsselskab, hvilket er udtryk for en beundringsværdig beslutningskraft, når man tænker på, hvor svært det kan være for os andre bare at beslutte, hvad vi skal have til aftensmad.

Ønskejob

Hver dag klokken 12.30 ringer telefonen hjemme i den lune rede hos mig. Det er journalister, som ønsker, at jeg skal afgive en uforpligtende udtalelse om, hvordan det går med valgkampen, og hvem jeg tror, der vinder og hvorfor.

Journalisterne plejer at ringe omkring den tid, jeg er færdig med at spise frokost, typisk et søpindsvin toppet med spejlæg, svin og rødvin – og nu vil læseren måske undre sig over det med spejlæggene, men dét kan jeg nu engang lide.

Jeg siger, at jeg tror, at Grønlands svar på Ringo Star, Markus E. Olsen, vinder valget. Det gør jeg, fordi jeg gerne ser ham spille på tromme på Christiansborg. Forleden hørte jeg samme Markorsi stille dette fine valgkamps-spørgsmål:

- Hvem ringer du til, når det brænder på?

Som enhver flink havørn, burde jeg nok have svaret Siumut, men så kom jeg til at tænke på Anna Wangenheim, der både kan tale Grønlands sag, måle dit blodsukker og lave en ultralydsscanning, men så endte jeg alligevel med at sige:

- Søren Pape.

For mig er han den ultimative politiker. Han siger ét, fortryder det han har sagt, beklager det, råber undskyld – og starter forfra med en ny spiral. Og så er han ekspert i den nye politiske disciplin ude i verden: 2030-planer.

Den trend er ikke helt slået igennem i Grønland endnu, men lur mig, om det ikke snart sker.

Hvad er en 2030-plan?

Det er sådan noget man siger, som man aldrig kan blive hængt op på, og som man glemmer alt om, når man har sagt det. Ja, hvordan skal jeg bedst forklare det: Tænk på din renovationsregning: Du får den, der skal ske en afregning på et tidspunkt, du lægger den i skuffen, du glemmer alt om den.

Man kan love kæmpe skattelettelser i 2030, en CO2-fri verden, lavere priser, højere løn, medvind på cykelstierne. Og man behøver ikke at svare på gængse spørgsmål som quis, quod, ui, quibus auxiliis, cur, quomodo, quando – hvem, hvad, hvor, hvordan, hvorfor, hvorledes, hvornår? Enhver politikers drøm, ikke sandt?

Pape og milliarderne

Jeg var en af flere, som studsede over, at Søren Pape åbenbart er kommet til at sige, at Grønland er et udviklingsland. Et »Afrika på is«. Jeg tænkte ved mig selv, om han mon har været i Grønland - eller i Afrika?

Ved han noget som helst om Kalaallit Nunaat? Ved han, hvor meget der kan regne om sommeren, har han nogensinde siddet vejrfast i Kangerlussuaq eller måttet betale 289 kroner for en sur flaske rødvin?

Selvfølgelig blev vi fornærmede – også over hans undskyldning, der lød som når et trodsigt barn bliver bedt om at sige undskyld til sin lillesøster for at have stjålet hendes sukkermad:

- SÅ UNDSKYLD DA!

Men så var det, at Havørnen kom til at tænke sig om en ekstra gang: Hvorfor dog ikke gå med på spøgen?

En fantastisk idé tog herefter form, som vil gøre os alle rigere. Hvis Søren Pape bliver statsminister, sender vi fluks Múte til møde på Slotsholmen, hvor den konservative præmis anerkendes: Jo, Søren, den er god nok, vi ER et U-land!

Det viser sig nemlig ved nærmere eftersyn, at Danmark i 2021 gav 7,1 milliarder kroner i ulandsstøtte til Afrika og lad os antage, at vi kan få halvdelen af de skejser, ja, så er det 3,5 milliarder kroner ekstra oveni de 4 milliarder i bloktilskud, der ankommer i forvejen. Med et fingerknips ville vi på den måde udrydde alle økonomiske bekymringer og fylde dødens gab.

Nok værd at overveje.

Hvor er pressen?

Mens vi i spænding venter på tirsdag den 1. november, hvor krydset skal slås, er jeg blevet bedt om at holde en tale til guldbrylluppet. Den bliver kort. Jeg vil citere min far for at have fulgt to enkle råd i ægteskabet med min mor:

For det første har han altid ladet hende tro, at hun får sin vilje.

For det andet har han ladet hende få den.

Som valgkommentator formoder læserne nok, at jeg i valgkampens slutspurt har for travlt til tant, fjas og taleskrivning, men det er ikke nødvendigvis sandt. Jeg ser også Premiere League.

Tag for eksempel storkampen forrige søndag mellem Manchester City og Liverpool, der endte med 1-0 til Liverpool på mål af – ja, hvem ellers – Mohamed Salah. Her er en mand, som enhver folkevalgt burde have som forbillede.

Ifølge avisen The Economist fik han næstflest personlige stemmer ved sidste valg i Egypten, selv om han ikke engang stillede op. Folk skrev bare hans navn på sedlen. En metode, som Havørnen dog ikke vil anbefale herhjemme, hvor borgerne selvfølgelig tager demokratiet højtideligt og glæder sig til at udøve deres borgerpligt.

Ved sidste folketingsvalg fulgtes jeg med min kone ned til stemmeboksen, sitrende af indestængt spænding. Jeg havde set frem til denne dag meget længe og var faktisk meget skuffet, da det hele var overstået så hurtigt.

- Nu har glædet mig i flere uger, og så er det ovre i løbet af et par minutter, sagde jeg til min kone.

- Jeg kender følelsen, sagde hun.

Powered by Labrador CMS