Flyulykke i Nuuk
Havarikommission: Derfor forulykkede Air Iceland
Det var en pilotfejl, der var årsag til, at et Dash 8-fly fra Air Iceland forulykkede i Nuuk i 2011. Det fastslår Havarikommissionen i sin endelige rapport
Et Dash 8-fly fra Air Iceland havarerede i Nuuk Lufthavn umiddelbart efter landingen den 4. marts 2011. Havarikommissionen er nu nået til konklusionen, at havariet skyldes en pilotfejl.
Indflyvningen til Nuuk skete under dårligt vejr den fredag. Piloterne valgte at foretage landing, selvom der ifølge procedurer fra lufthavnen var forbud mod landing. Det fik den fatale konsekvens, at flyet skred ned ad landingsbanen og kom tæt på en stejl skrænt. 31 passagerer og tre besætningsmedlemmer slap uskadt. Men piloterne slipper ikke for kritik.
Læs: Foreløbig rapport om fly-ulykke
- Piloterne havde sandsynligvis for mange opgaver og for mange informationer at forholde sig til, konkluderer Havarikommissionen.
Flyet landede hårdt med for meget vægt på højre landingsstel, der brød sammen på grund af den store belastning.
Air Icelands flyvechef har efter episoden i Nuuk kontaktet samtlige flykaptajner og indskærpede, at reglerne for stabil anflyvning skulle følges i Nuuk Lufthavn og i alle andre lufthavne.