Hash blandes med lakrids i Nuuk
Sermitsiaq.AG erfarer, at der er minimum en håndfuld pushere i Nuuk, der fortynder hash med lakrids og andre ting som kan være skadelige for personer som indtager produktet.
Nuuk-pushere er angiveligt begyndt at fortynde hash med lakrids i et forsøg på at tjene ekstra penge og dække deres eget forbrug. Ved at blande hash med lakrids, mel, sort madkulør og kreativitet kan de skabe en lakrids-hash, der ligner ægte hash.
Sermitsiaq.AG har gennem anonyme kilder fået informationer om, at man også bruger andre metoder til at fortynde hash.
En pusher fortæller, hvordan skildpaddefoder kan bearbejdes, så det ligner hash, og kan blandes med hash. Dårlig, nærmest usælgelig, tør hash kan blandes med cola så den får en konsistens som en eftertragtet klistret ”slaske ryger”. Og ja, det bliver solgt til forbrugere.
Svært at se forskel
Pusheren som har fortalt om metoden har af indlysende årsager ønsket at være anonym. Sermitsiaq.AG kender hans fulde identitet.
Han fortæller, at det er svært at skelne mellem den fortyndede hash og ægte hash.
Processen indebærer at tørre lakridsen ved at tilføje mel, bestemme farven med madkulør og blande den med ægte hash. Efter blandingen får lakrids-hashen en konsistens svarende til ægte hash. Pusheren påpeger, at man kun kan lugte hashen efter blandingen, ikke lakridsen.
Prisen for et gram lakrids-hash er mindst 500 kroner, og pusheren hævder, at hans kunder ikke kan mærke forskel og vender tilbage for at købe mere.
Sermitsiaq.AG har kendskab til en håndfuld pushere i Nuuk, der benytter sig af denne metode til at fortynde hashen med lakrids eller andet.
Ingen nye undersøgelser
Sermitsiaq.AG har spurgt Grønlands Politi om de har kendskab til hash, der bliver fortyndet efter at den er kommet til Grønland, men det er ikke tilfældet. Politiet oplyser, at de i udgangspunktet ikke analyserer det hash, der beslaglægges.
Der er ikke siden 2017 lavet en undersøgelse her i Grønland, der afdækker indholdet af euforiserende stoffer og eventuelle tilsætningsstoffer samt kvaliteten af hashen.
- Denne undersøgelse viser, at der ikke har været tilsætning i den beslaglagte hash, men om det stadig forholder sig sådan her seks år senere, ved vi ikke. Når vi ind i mellem sender hash til undersøgelse på retskemisk institut, er det primært THC-værdien (det mest psykoaktive stof i hampplanten, red.) der bliver undersøgt, oplyser politikommissær og sektionsleder, Malik Sandgreen til Sermitsiaq.AG.