UDLAND

Harris holder weekendmøder med mulige vicepræsidentkandidater

Kamala Harris nærmer sig en beslutning om, hvem der skal være hendes vicepræsidentkandidat, siger kilder.

Kamala Harris ventes mandag at have besluttet, hvem der skal være hendes vicepræsidentkandidat, inden hun tirsdag for første gang skal deltage i et vælgermøde med kandidaten i Philadelphia.
Offentliggjort

USA's vicepræsident, Kamala Harris, planlægger denne weekend at afholde fysiske møder med den pulje af personer, som hun overvejer at gøre til sin vicepræsidentkandidat til præsidentvalget 5. november.

Det siger unavngivne kilder med kendskab til udvælgelsesprocessen til både Reuters og til det amerikanske AP.

Det lyder også, at Harris nærmer sig en endelig beslutning om, hvem der skal have posten.

Kamala Harris ventes med al sandsynlighed at blive valgt som Demokraternes præsidentkandidat. Partiet oplyste fredag, at hun har fået nok stemmer blandt de delegerede til at blive nomineret.

Ifølge Reuters' to kilder mødtes Harris fredag under fire øjne med trafikminister Pete Buttigieg, som skal være en af favoritterne til posten. Mødet varede omkring 90 minutter.

Demokraten ventes at have truffet sin beslutning mandag, inden hun tirsdag for første gang skal deltage i et vælgermøde med sin vicepræsidentkandidat i Philadelphia.

Andre personer, der ventes at kunne blive hendes vicepræsidentkandidat, er Philadelphias guvernør, Josh Shapiro, senatoren Mark Kelly, Tim Walz, som er guvernør i Minnesota, Andy Beshear, som er guvernør i Kentucky og J.B. Pritzker, som er Illinois' guvernør.

Flere af dem har ifølge mediernes kilder pludselig aflyst planer denne weekend - eksempelvis har Shapiro meldt fra til tre velgørenhedsarrangementer i New York.

Hvem, Harris' valg falder på, bliver afgørende for hendes valgkampagne, som er foregået i højt tempo, efter præsident Joe Biden i sidste måned droppede at stille op til genvalg.

Biden udtalte ifølge AP fredag til pressen, at han har talt med Harris om udvælgelsesprocessen, men afviste, at han har rådgivet hende i, hvilke kvaliteter, hun bør prioritere, at de besidder.

- Jeg lader hende finde ud af det, sagde han uden for Det Hvide Hus.

På den republikanske side står præsidentkandidat og ekspræsident Donald Trump og hans vicepræsidentkandidat, J.D. Vance.

Powered by Labrador CMS