råstoffer
Hårdt presset Mærsk-division skærer hver fjerde ansatte
Maersk Supply Service fyrer 400 ansatte og sælger 20 skibe i en stor sparerunde, skriver selskabet
På grund af et stenhårdt og presset marked skærer A.P. Møller - Mærsks division Maersk Supply Service voldsomt i sin forretning. Det oplyser divisionen i en pressemeddelelse.
Divisionen leverer services til offshoreindustrien. Derfor er den hårdt ramt af nedturen i sektoren, der er udløst af faldende oliepriser og dertil hørende mindre lyst til at investere i olieudvinding.
- Vi står over for en hidtil uset markedssituation, og desværre bliver vi nødt til at justere antallet af ansatte yderligere.
- Det er et ærgerligt, men nødvendigt skridt for at sikre fremtiden for vores selskab, skriver direktør for Maersk Supply Service Jørn Madsen.
Samlet bliver der fyret 400 ansatte og 20 skibe bliver solgt. Det i en division, der har omkring 1700 ansatte.
- Maersk Supply Service ser det som en hovedopgave at forsøge at genskabe balancen mellem udbud og efterspørgsel i markedet for services til offshorebranchen.
- Derfor vil de fleste af de solgte skibe blive ombygget til at kunne bruges i andre brancher, skriver Maersk Supply Service.
Det går da også langt fra forrygende for Maersk Supply Services.
Regnskabet for A.P. Møller - Mærsks første halvår viste, at omsætningen i divisionen faldt fra 340 millioner dollar i første halvår 2015 til 212 millioner dollar. Det sendte driftsresultatet ned i et dundrende underskud på 108 millioner dollar.
- Efterspørgsel i offshoreindustrien var fortsat lav på grund af lave oliepriser. Der ud over er der et markant overudbud af offshore serviceskibe, hvilket har udløst en kamp for overlevelse i markedet, skrev Mærsk om situationen i regnskabet.
/ritzau/