Hård medfart til uranforslag
Et nyt lovforslag fra koalitionen skal forhindre uranudvinding. Flere aktører er skeptiske overfor udkastet, der er til høring. De frygter konsekvenserne. Uvist om det mangeårige regeringsparti Siumut vil rulle en eventuel nultolerance tilbage.
- Naalakkersuisut gør den økonomiske kage mindre med forslaget. Det betyder, at råstoffer og mineralefterforskning ikke bliver en bærende erhvervssøjle for Selvstyret.
Siumuts formand Erik Jensen er klar i mælet over Naalakkersuisuts nye forslag, der i princippet har til hensigt at ville genindføre nultolerancen over for uran. En nultolerance, der blev ophævet i 2013 og som lige siden har været en kæmpe sten i skoen på grønlandsk politik.
Oppositionens største parti, Siumut, stod bag ophævelsen og kritiserer Naalakkersuisut for at føre en zigzagkurs i råstofpolitikken til skade for erhvervet og for Grønlands anseelse hos investorerne.
- Grønland har ikke brug for zigzagkurs i forhold til udlandet. Igangsættelse af råstofaktiviteter her er dyre. Råstofloven sikrer arbejdspladser og skattekroner til Grønland. Det har vi brug for til en selvbærende økonomi, siger Erik Jensen.
Hvorvidt Siumut vil ophæve den nye lov, når og hvis partiet igen får magten, er dog for tidligt at sige, ifølge partiformanden.
- Vi har endnu ikke drøftet det i partiet. Så det er ikke besluttet endnu, siger Erik Jensen, der oplyser, at han har indkaldt til et strategiseminar i september måned.
GE: Tangerer ekspropriation
Hos Grønlands Erhverv ser man to hovedproblemer med lovforslaget mod uran, oplyser sekretariatschef og juridisk konsulent Karsten Lyberth Klausen.
For det første vil det påvirke investeringsklimaet i negativ retning, idet forslaget skaber usikkerhed om rammerne for at investere i mineralefterforskning i Grønland. GE peger i den forbindelse særligt på paragrafferne 2 og 3, som giver Naalakkersuisut ret til at forbyde andre radioaktive grundstoffer samt mulighed for at indskrænke eller tilbagekalde tilladelser, der er givet til forundersøgelser, efterforskning og udnyttelse.
Læs hele artiklen i ugens AG herunder: