Har hjulpet børnene i 40 år

Sara Lennert og Sofie Mathiassen har fået tildelt Dronningens fortjenestmedalje

Sara Lennert (tv) og Sofie Mathiassen (th) har fået tildelt Dronningens fortjenestmedalje
Offentliggjort

Den ene generation af børn efter den næste er passeret igennem Sisimiuts børnehaver, mens to kvinder blev ved med at tage vare på dem.

Barnehjælperne Sara Lennert og Sofie Mathiassen har arbejdet i børnenes tjeneste i 40 år.

For den indsats fik de i dag, tirsdag overrakt Dronningens fortjenestmedalje af borgmester Hermann Berthelsen i Qeqqata Kommunias byrådssal, hvor begivenheden blev fejret sammen med kollegaer, familie og venner.

- Jeg vil fra Qeqqata Kommunia takke jer for jeres trofasthed og omsorg overfor vores børn i kommunen. Jeg er sikker på, at I har gjort en stor forskel I mange børns liv særligt med den stabilitet I begge har udvist, sagde Hermann Berthelsen ved overrækkelsen.

Sara Lennert blev færdiguddannet som barnehjælper i juli måned 1976, og blev i november samme år ansat som barnehjælper i børnehaven Aleqa i Sisimiut. Sara kommer oprindelig fra Maniitsoq.

I 1986 søgte Sara ansættelse i den nye institution Naalu. Siden 1995 har Sara fungeret som pædagog idet hun i kraft ad sin store erfaring fik dispensation. Sara har været ansat i Naalu i 31 år.

Den anden barnehjælper, Sofie Mathiassen, begyndte sin karriere som medhjælper i vuggestuen Nuka som 18 årig. I 1979 blev Sofie færdiguddannet som barnehjælper, og arbejdede i en periode i Børnehaven Sisi og senere som dagplejer.

I 1988 blev Sofie ansat i institutionen Mikisoq. Sammen med samtlige børn og personalet fra Mikisoq flyttede Sofie i 2013 til Uiaq, en ny integrerede daginstitution.

Powered by Labrador CMS