Hans Peter arbejder med traume- og torturoverlevere

Min baggrund fra Grønland er en gave i mit arbejde, og jeg bruger den hver dag, fortæller Hans Peter Mønsted.

- Det er en stor styrke, at jeg har Uummannaq med i bagagen. Kultur, identitet og herkomst er ikke bare noget, som man kan lægge fra sig. Det bærer man med sig altid, siger Hans Peter Mønsted.
Offentliggjort

Hans Peter Mønsted er 31 år. Fra Uummannaq og nyuddannet psykolog (cand.psych) fra Syddansk Universitet i Odense. Arbejdet med traume- torturofrene er lidt af et ønskejob for Hans Peter Mønsted.

Psykologistudiet på Syddansk Universitet er særligt rettet mod sundhedsområdet. I studieforløbet er der et års praktik, og det var netop under et praktikforløb, at Hans Peter Mønsted første gang stiftede bekendtskab med Afdelingen for Traume- og Torturoverlevere, som er en del af Psykiatrien i Region Syddanmark, hvor Hans Peter Mønsted nu arbejder med flygtninge med mén efter krigs-, tortur- og flugttraumer og PTSD-ramte danskere.

Flygtningene er vores store målgruppe

I vores meget spændende samtale fortalte Hans Peter Mønsted blandt andet:

- Cirka 80% af dem, vi arbejder med er flygtninge. De kan have traumer, PTSD og andre ting.

- Et traume er forårsaget af en stærk oplevelse, hvor man virkelig har været presset. PTSD er en meget universel oplevelse på tværs af kulturer. Det er den samme måde vores hjerner reagerer på, uanset hvor i verden, man kommer fra.

- De kæmpe store oplevelser kan for eksempel være fra krig, fra flugten, fra voldtægt eller fra et overfald på gaden. Desværre kan alt jo ske i en verden med krig og konflikter.

- Der er jo ingen, der flygter for sjov, slår Hans Peter Mønsted fast.

Behandlingen

- Der skal tales om det. Ellers bliver det en kamp mod traumet, og så vender man gang på gang tilbage til oplevelsen eller oplevelserne, hvor det skete, og så får man det dårligt gang på gang, og mange gange dårligere og dårligere. Det er som regel meget komplekse problemstillinger. Naturligvis kan uvished og de fysiske omstændigheder, man udsættes for, gøre det værre og værre.

- Hos os arbejder vi på at give dem værktøjer, som kan hjælpe dem, når fortiden bliver ved med at vende tilbage.

Min grønlandske baggrund

- Det er en stor styrke, at jeg har Uummannaq med i bagagen. Kultur, identitet og herkomst er ikke bare noget, som man kan lægge fra sig. Det bærer man med sig altid, siger Hans Peter Mønsted og fortsætter:

- Relationen mellem patient og behandler har stor betydning for behandlingen og relationen kan være meget nemmere, når vedkommende kan spejle sig i sådan en som mig, der, som de selv, kommer langvejs fra.

- Vi prøver naturligvis at inddrage de pårørende. Det er svært, hvis man er helt alene om alle de svære og meget store tanker.

- Man må også være klar over, at det tit sker flere år efter, at man er kommet til Danmark, at den enkelte begynder at få det så dårligt, at det kræver behandling, slutter Hans Peter Mønsted vores samtale.

Tværfaglig gruppe

Hans Peter Mønsted arbejder i en tværfaglig gruppe med psykologer, sygeplejersker, fysioterapeuter, læger og socialrådgivere.

Så undgår man at kaste folk rundt i systemet på flere adresser, hvor man risikerer, at patienten falder mellem to stole.

Som Hans Peter Mønsted udtrykte det flere gange i vores samtale: Vi arbejder med det hele menneske, og via vores tværfaglighed spiller vi en melodi på flere tangenter.

Tilbage til Grønland

Hans Peter Mønsted drømmer tit om at komme tilbage til Grønland. Lige nu er det ikke aktuelt. Der skal indhentes noget erfaring. Blandt andet derfor er Hans Peter Mønsted havnet det rigtige sted, hvor man altid kan banke på døren hos en kollega og få råd og vejledning og ikke mindst supervision i de meget komplekse sager, der arbejdes med.

Powered by Labrador CMS