satire
Hans Jukku indtog Christianshavn
Komiker, musiker og TV-vært Hans Jukku Noahsen lagde Nordatlantens Brygge ned fredag aften med underholdende indslag, der gik lige fra imitation af en intim sexakt til at lyde som afdøde Jonathan Motzfeldt
Det blev til to timers grønlandsk humor i højt gear med en masse selvironi og heftige lyde fra blandt andet en imiteret sexakt samt imitationer af Grønlands toppolitikere og kendte musikere fredag aften på Nordatlantens Brygge i København.
Det var et intimt show med højst 80 tilhørere, som oplevede komiker, musiker og TV-vært Hans Jukku Noahsen, der uhæmmet optrådte med saftige sexfortællinger og hans efterligninger og mimik.
Blandt andet blev den afdøde tidligere landsstyreformand Jonathan Motzfeldt imiteret, hvor Grønlands politiske situation blev kraftigt kritiseret. Nuværende formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen, Siumut, gik heller ikke fri. Folk udbrød med lattergrin, da komikeren efterlignede Kielsens særlige dialekt fra Paamiut og hans venstre hånd med de fire fingre.
Sunde grin
Blandt publikum var blandt andre psykoterapeut Henriette Berthelsen, der er ikke i tvivl om, at showet er sundt for både krop og sjæl. Hun mener, at det er sundt, når tabuer bliver forløst. Kroppen får mere energi, og man kan tage hjem med et positivt syn på livet, forklarer hun.
- Jamen altså, det var så sjovt. Vi ser os selv i hans efterligninger. Selvironi og grin af de kendte folks små særheder, når det er bedst, vurderer Henriette Berthelsen.
- Jeg blev særlig ramt, da jeg kunne se mig selv i 'Lars-Emil Johansen'-efterligningen, hvor politikeren blev imiteret til konstant at være på Facebook, siger Henriette Berthelsen.
- Jamen, showet forløser de små ting, man normalt ikke taler højt om, samtidig ser vi os selv i disse efterligninger og griner af os selv. Det er sundt, og herfra kan man gå videre med et eftertænksomt smil, siger psykoterapeuten.