Handleplan skal styrke indsats for yderområder
Naalakkersuisut nedsætter en arbejdsgruppe på tværs af departementer til at stå for en ny handleplan til yderdistrikterne.
Hovedformålet med den nye indsats er at løfte velfærden i landets yderdistrikter.
Foto: Christof Woltersdorf
En forstærket indsats skal løfte velfærden i
landets yderdistrikter, oplyser Departementet for Boliger, Infrastruktur og
Yderdistrikter.
– Med handleplanen for yderdistrikterne ønsker
vi at skabe konkrete forbedringer af velfærden – bedre boliger, stærkere
fællesskaber og nye muligheder for uddannelse og arbejde. Vores mål er, at
borgerne i de mindre bosteder mærker forandringer i deres hverdag, så vi sikrer
et mere balanceret samfund, hvor alle – uanset hvor de bor – har tryghed,
trivsel og fremtidstro, siger naalskkersuisoq Aqqaluaq B. Egede.
Naalakkersuisut har nedsat en indsatsgruppe på
tværs af departementer til at udarbejde handleplanen. Den vil tage udgangspunkt
i fem målsætninger:
1. Øget medinddragelse og indflydelse til
lokaludvalg og borgere.
2. Lettere administration og færre
begrænsninger.
3. Understøttelse af sociale fællesskaber,
frivillighed og sammenhold.
4. Forbedring af de fysiske leveforhold og
opfyldelse af borgernes basale behov.
5. Skabe grundlag for udvikling, erhverv og
innovation.
Kommuner, Inatsisartut, lokalsamfundene og
selvstyreejede selskaber vil blive inddraget aktivt i arbejdet, så løsningerne
tager udgangspunkt i de lokale behov og alle relevante erfaringer udnyttes,
understreger departementet.