Hamas afleverer de første syv israelske gidsler

Den militante gruppe Hamas har mandag morgen i det nordlige Gaza frigivet syv gidsler til Røde Kors.

Israelere har samlet sig på Gidselpladsen i Tel Aviv. Her brød de ud i jubel, da syv gidsler mandag morgen blev udleveret til Røde Kors.
Offentliggjort

Hamas har mandag morgen frigivet de første syv israelske gidsler i Gaza til Røde Kors.

Det bekræfter Israels militær (IDF) i et opslag på det sociale medie X.

- Røde Kors har informeret os om, at syv gidsler er blevet overdraget og er i deres varetægt og er på vej til IDF's og ISA's styrker (Israels efterretningstjeneste, red.) i Gaza, skriver militæret.

De syv gidsler er de første, der er blevet løsladt som en del af våbenhvileaftalen mellem Israel og Hamas.

Hamas har bekræftet, at 20 gidsler vil blive udvekslet mod mere end 1900 palæstinensiske fanger, som tilbageholdes af Israel.

Der er umiddelbart ingen oplysninger om gidslernes tilstand.

Hamas er gået med til at frigive 48 israelske gidsler, men kun 20 menes at være i live.

På Gidselpladsen i den israelske storby Tel Aviv var flere tusinder mandag morgen samlet for at følge frigivelsen af gidsler på storskærme.

Familie og venner til gidslerne brød ifølge AP ud i jubel, da de syv gidsler blev frigivet omkring klokken 07.20 dansk tid.

Lidt efter klokken 08.00 har en kilde i det israelske militær oplyst, at Røde Kors har overdraget gidslerne til militæret.

Deadline for frigivelsen af de israelske gidsler er klokken 11 dansk tid.

Frigivelsen ventes at ske fra tre lokationer inde i Gaza, hvor gidslerne overdrages til Røde Kors.

Tidligere mandag morgen begyndte Israel at sætte palæstinensiske fanger på busser.

Samtlige 1966 fanger meldes klokken 07.30 dansk tid at sidde i busser, der kan køre dem til Gaza. Det siger en unavngiven embedsmand til Reuters.

Det er samtidig kommet nogle få detaljer frem omkring overdragelsen af de palæstinensiske fanger.

250 fanger, der afsonede livstidsdomme i israelske fængsler, vil blandt andet blive løsladt på Vestbredden og Jerusalem. Det oplyser en embedsmand til Reuters.

Samtidig forlyder det, at de øvrige 1716 fanger forventes at blive løsladt ved Nasser Hospital i Gaza.

Ifølge det israelske medie Haaretz har Israels regering natten til mandag foretaget få ændringer i listen over, hvilke palæstinensiske fanger der vil blive løsladt.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS