Hæsblæsende udvikling: Svært at følge med andre lande

I landslæge Henrik L. Hansens højloftede kontor er det vanskeligt ikke at føle historiens vingesus. På reolerne er der gamle, statistiske beretninger, som illustrerer den markante udvikling, landets sundhedsvæsen har gennemgået.

- Hvis man ser på de store linjer tilbage fra 1950´erne, hvor Grønlandskommissionerne indledte moderniseringsprocessen, må man sige, at der er sket en revolution, bemærker Henrik L. Hansen.

Revolutionen vender vi tilbage til.

Først et kort sidespring til et vigtigt stykke grønlandshistorie, som udtrykkes gennem den bygning, hvor Landslægeembedet i dag holder til i. Huset ankom i sommeren 1940 som et byggesæt fra et amerikansk postordrefirma og blev opført som konsulat for amerikanerne, der påtog sig at beskytte og forsyne Grønland, da tyskernes besættelse af Danmark afbrød forbindelserne mellem København og Nuuk.

Mens det i Danmark blev til de fem onde år, åbnede en ny verden sig for Grønland med spændende forbrugsgoder og amerikanske kultur-impulser. Til gengæld stod det skidt til med folkesundheden, både før, under og efter krigen. Epidemier hærgede, tyfus, kopper og siden tuberkulose og børnelammelse gav store udfordringer, mødre døde i barselssengen, børnedødeligheden var høj og importerede kønssygdomme bredte sig.

Noget drastisk måtte gøres, så op gennem 1950´erne og 60´erne afsatte den danske stat store ressourcer til at forsøge at rette op på tingene. Formålet var at hjælpe befolkningen, men Danmarks anseelse i udlandet stod i høj grad også på spil.
Set med lægefaglige briller var fremskridtene betydelige:

- Der skete et stort ryk. Nu eksisterer der stort set ikke børnedødelighed. Heller ikke mødre-dødelighed. Vi har stadig problemer med tuberkulose, men på et helt andet niveau, siger Henrik L. Hansen.

- I dag er der skabt et moderne sundhedsvæsen med højt specialiseret behandling. Vi har evakueringsmuligheder, som man slet ikke kunne forestille sig tidligere. Årligt behandles op imod 1.000 patienter i udlandet, siger Henrik L. Hansen.

Han har også har fungeret som landslæge på Færøerne og har derfor har et solidt grundlag for at drage sammenligninger mellem de to Rigsfællesskabslande:

- En forskel er blandt andet, at Færøerne sender langt flere til behandling i udlandet. Cirka 1.500 om året, altså over 50 procent flere, selvom befolkningerne er næsten lige store, bemærker Henrik L. Hansen.

»Rigtig svært«

I det øvrige Norden – Danmark, Sverige, Norge, Finland – undergår sundhedsvæsnerne i disse år voldsomme forandringer. Behandlingen centraliseres. Alene i Danmark investeres der over 40 milliarder kroner i såkaldte supersygehuse. Samme udvikling – dog i langt mindre målestok – er sket i Grønland.

- Det var af væsentlig betydning, at man fra 2009 og frem til 2011 etablerede regionssygehusene. Det skete selvfølgelig på bekostning af noget decentralt, men det løftede det faglige niveau for patienterne, bemærker Henrik L. Hansen.

En direkte sammenligning mellem Grønland og de øvrige nordiske lande giver dog ikke for alvor mening. Et supersygehus kræver et langt større befolkningsgrundlag, mellem 200.000 og 400.000 indbyggere. Der er altså ikke »nok« patienter til at sikre, at hjertekirurger og andre specialister kan holdes beskæftigede og bibeholde rutinen.

- Der vil ske en fortsat udvikling af det grønlandske sundhedsvæsen, men udviklingen vil gå meget hurtigere i Skandinavien og mange andre dele af verden. Det bliver vi nødt til at erkende. Grønland vil få svært ved at følge med, siger Henrik L. Hansen.

- Til dels vil man kunne kompensere, som man altid har gjort, med rejsende specialister til de planlagte ting. Men for det akutte er det svært. Her vil det være vanskeligt at opbygge og vedligeholde et fagligt set optimalt niveau, tilføjer landslægen.

Ældre og kræft

Også andre skyer trækker op over landets sundhedsvæsen. Det er i sagens natur positivt at levealderen vil stige, at flere får en længere alderdom. Men den udvikling stiller også krav – flere ældre betyder alt andet lige, at sundhedsudgifterne øges.

I dag er der cirka 4.600 på 65 år og ældre; om 10 år forventer Grønlands Statistik, at der vil være op mod 6.500 ældre i denne aldersgruppe, viser tal som Henrik L. Hansen har indhentet i forbindelse med flere tilsyns-rundrejser til landets alderdomshjem.

Den udvikling stiller også krav – flere ældre betyder alt andet lige, at sundhedsudgifterne vil stige.

Andre tendenser vil også presse en i forvejen presset sektor.

- Vi har ganske mange udfordringer, som ikke fandtes tidligere. Kræft var ret sjældent i Grønland inden moderniseringen. Dengang fandtes der for eksempel stort set ikke lungekræft. Det er også relativt nyt med de mange livstilsrelaterede sygdomme, blandt andet sukkersyge. Antallet af overvægtige stiger, og rygning er et meget stort problem, da det er årsagen til en stor del af alle kræfttilfældene og megen anden sygdom. Der er sket et lille fald, viser den seneste befolkningsundersøgelse, men omkring halvdelen af befolkningen er stadig rygere, hvilket er en virkelig høj andel i forhold til udlandet, forklarer Henrik L. Hansen og tilføjer:

- Kræftbehandlingen er kommet til at fylde mere og mere; situationen er skabt af udefrakommende faktorer såsom alkohol, kost og rygning.

Tag ansvar!

Henrik L. Hansen er ikke en mand, der taler i overskrifter. Han doserer sine udtalelser med en vis afmålthed. Men anbefalingerne er ikke til at tage fejl af. En vigtig pointe er, at vi alle skal blive bedre til at tage ansvar for egen sundhed.

Vi skal skodde smøgerne, drikke mindre og spise mindre fedt og sukker og mere grønt og groft.

- Alle de livsstilsrelaterede forhold kan sundhedsvæsenet ikke behandle sig ud af. Hvis det skal ændre sig, er der behov for, at man i den grad sætter fokus på, at hver enkelt borger tager det optimale ansvar for sin egen sundhed. Den seksuelle sundhed er et andet eksempel. Her ser vi en høj risikovillighed, som ikke kun afspejler sig i udbredelsen af kønssygdomme, men også i antallet af uønskede graviditeter, siger Henrik L. Hansen.

- Et andet eksempel er folk, der er i tuberkulosebehandling, og som vælger ikke at fuldføre behandlingen. Vi bliver nødt til at sige klart og tydeligt, at sundhedsvæsenet ikke kan løse alle problemstillinger. Man kan lappe på tingene, men grundlæggende vil man først for alvor kunne rykke på folkesundheden i det øjeblik, at flere tager et større ansvar for egen sundhed. Og det siger jeg, velvidende, at der selvfølgelig er en social skævhed, som gør, at forskellige grupper har forskellige ressoucer, som man altid skal have øje for, tilføjer landslægen.

Få adgang til jubilæumsavisen her