OPRÅB:

Hadtale er 'komplet uacceptabel'

- Netop i vores land burde vi alle vide, hvor ondt det gør og hvor skadeligt det er at blive udskammet og nedgjort på grund af den man er, lyder det fra naalakkersuisoq Naaja H. Nathanielsen (IA).

- Hadefuld tale er ikke bare sårende. Hadefuld tale er et magtmiddel, og kan have store konsekvenser for den der udsættes for det, udtaler Naaja H. Nathanielsen.
Offentliggjort

For nylig udkom en rapport med vidnesbyrd fra personer, der har oplevet krænkelser, såsom at blive råbt efter eller ligefrem blive overfaldet på grund af deres seksualitet eller etnicitet.

Den form for tilråb og overgreb er fuldstændig uacceptable, lyder det fra naalakkersuisoq Naaja H. Nathanielsen (IA):

- Det er komplet uacceptabelt. 

- Netop i vores land burde vi alle vide, hvor ondt det gør og hvor skadeligt det er at blive udskammet og nedgjort på grund af den man er, lyder det fra naalakkersuisoq i en pressemeddelelse.

Også et magtmiddel

Naaja H. Nathanielsen siger videre, at det ikke kun er op til politikerne, men at hun anser det som et samfundsansvar at gøre alle trygge:

- Vi har alle en pligt til at bidrage til at alle uanset baggrund, køn, seksuel orientering, evner eller overbevisninger, kan føle sig trygge.

- Dette gælder også i det digitale rum, hvorfor Naalakkersuisut i arbejdet med at bekæmpe vold i nære relationer, har inkluderet fokus på digital vold for blandt andet at bekæmpe mobning og hadefuld tale online, udtaler hun.

Meddelelsen kommer i anledning af, at det tirsdag er FN’s Internationale Dag for Modsvar mod Hadtale. 

Formålet med dagen er at fremhæve bekymringer over spredningen af hadefuld tale i hele verden.

- Hadefuld tale er ikke bare sårende. Hadefuld tale er et magtmiddel, og kan have store konsekvenser for den der udsættes for det. 

- Hadefuld tale er også udtalelser, der opfordrer og kan føre til vold og overgreb på bestemte grupper – også dem, som foregår i det digitale rum, lyder det fra Naaja H. Nathanielsen.

Hun fremhæver, at fra 1, juli træder den nye antidiskriminationslov i kraft, og fra den dag nedsættes der et Ligebehandlingsnævn, som borgere kan henvende sig til, hvis man har været udsat for diskrimination.

Powered by Labrador CMS