Gymnasieklasse på tværs af Rigsfællesskabet
Eleverne fra den nordatlantiske gymnasieklasse ved Gribskov Gymnasium har nu gennemført første semester, og kan se frem til snart at skulle til Færøerne og Island for at gennemføre 2 år af deres uddannelse. Frafaldet er dog højt. Især de grønlandske elever har haft det svært på studiet.
Seks elever fra Grønland har forladt den nordatlantiske gymnasieklasse inden for det første semester. Dermed er kun 10 elever fra Grønland tilbage i klassen, der tæller 23 i alt. To stoppede tidligt i forløbet, mens fire andre forlod studiet efter, da de første karakterer blev givet.
– Det er en kombination af et højt fagligt niveau og hjemvé, der har fået dem til at afbryde studiet. Det er en sej uddannelse, der ikke er for alle. Udover at være fagligt dygtigt, så skal man have stort mod til at kaste sig ud i noget nyt hvert halve år, og man skal være socialt anlagt, siger Gribskov Gymnasiums rektor Kristoffer Sidenius.
De 23 elever der er tilbage i klassen har fået et godt og stærkt sammenhold, der er styrket gennem særlige oplevelser som f.eks. en todages rejse til Island i efteråret.
Kanotur og Islandsrejse
– Vi har forsøgt at ryste eleverne godt sammen fra start. I begyndelsen af semestret var de på kanotur, og i oktober fik klassen en invitation om at deltage i en ungdomskonference på Island. Eleverne har også deltaget i DR’s julehilser til Grønland og i radioprogrammet P1, så på den måde har der større opmærksomhed på klassen end normale gymnasieklasser. Vi har også planer om at eleverne skal en tur i Folketinget, og så får de også besøg af forfatteren Niviaq Korneliussen, der gæster gymnasiet her i foråret. En del af eleverne fra Grønland spiller musik på højt niveau, og de har ved flere lejligheder optrådt under morgensamlinger og ved arrangementer. Det er imponerende at se, hvor meget de unge allerede har lært om hinanden og de lande, de kommer fra, fortæller skolens rektor Kristoffer Sidenius.
– Efter sommer skal de nuværende elever starte op på Færøerne, hvor de skal gå hele tredje semester. Efter jul rykker klassen til Island, hvor fjerde semester foregår. Eleverne skal bo privat både på Færøerne og Island. Endelig skal de gå hele 3. år på gymnasiet i Sisimiut. Her bliver de indkvarteret i kollegieboliger.
Aktuelt er Gribskov Gymnasium ved at gøre klar til det næste hold elever, der skal starte til august 2020. Der er frist for ansøgning 1. marts.
– Vi har allerede fået et par ansøgninger, og vi forventer at flere kommer ind den kommende tid, siger Kristoffer Sidenius.
Fakta om uddannelsen:
På Gribskov Gymnasium i Nordsjælland er der mulighed for at gennemføre en 3-årig nordatlantisk gymnasieuddannelse. Der er tale om en almen studentereksamen med studieretningen: Bioteknologi (A), Arktisk Teknologi (C), Matematik (A) og Fysik (B). Ud over studieretningsfagene får elever følgende fag: Almen Sprogforståelse, Naturvidenskabeligt grundforløb, Dansk (A), Historie (A), Engelsk (B), Idræt (C), Samfundsfag (C), Oldtidskundskab (C), Religion (C), Mediefag (C) og Kulturfag (C). Al undervisning foregår på dansk. De færøske, islandske og grønlandske elever har alle modersmålsundervisning Færøsk (A), Islands (A), Grønlandsk (A). Danske elever skal vælge mellem Fransk (B), Tysk (B) og Grønlandsk (A).
Den nordatlantiske gymnasieklasse er et resultat af et samarbejde mellem fire gymnasier: Gribskov Gymnasium, GUX Sisimiut, Miðnám á Kambsdali på Færøerne og Verzlunarskoli Islands i Island. Eleverne går således i 1.g i Danmark. Første semester af 2.g foregår på Færøerne, mens andet semester foregår i Island. Hele 3.g på GUX i Sisimiut. Det første hold elever startede i 2019.
Sådan ansøger du:
Ansøgningsrunden for den nordatlantiske gymnasieklasse med skoleopstart august 2020 er i gang. Der er frist for ansøgninger d. 1. marts 2020.
Interesserede elever fra Grønland skal sende en motiveret ansøgning til post@gribskovgymnasium.dk. Skriv f.eks. hvorfor du gerne vil ind på den nordatlantiske gymnasieklasse, hvilke elementer af uddannelsen, der tiltaler dig særligt og hvorfor. Hvilke erfaringer, du har med dig. Dine stærke og svage sider, samt hvad du gerne vil bruge uddannelsen til. Ansøgningen skal fylde 1-2 sider af 2400 anslag (inklusiv mellemrum). Udover den motiveret ansøgning skal elever fra Grønland udfylde et ansøgningsskema (findes via sunngu.gl) samt sende dokumentation til uddannelsesvejleder i Det Grønlandske Hus i København: Helle Hansen Rosing på hhr@sumut.dk. Læs mere på www.nordatlantisk.dk
Læs tema-avis om uddannelse og bliv inspireret – helt gratis:
Klik her – tillægget er nederst til venstre på siden