Guinness: 116-årig kvinde fra Japan er verdens ældste

Kane Tanaka fødtes 1903, giftede sig 1922 og fik fem børn. Hun elsker brætspil og er mest lykkelig "lige nu".

Kane Tanaka med beviset i favnen fra Guinness Rekordbog, at hun er verdens ældste person. Det er Kana til højre.
Offentliggjort

En 116-årig kvinde fra Japan, som går op i øvelser med tal og brætspil, anerkendes som verdens ældste person af Guinness Rekordbog.

Kane Tanaka blev født den 2. januar 1903. Det var samtidig med, at USA's præsident hed Theodore Roosevelt, at brødrene Wright foretog verdens første flyvning i et motorfly, og Danmarks senere statsminister Hans Hedtoft fødtes.

Nyheden om, at hun er verdens ældste person, er lørdag blevet fejret på det plejehjem i byen Fukuoka i det vestlige Japan, hvor hun bor. Også byens borgmester mødte op.

Her er hun blevet spurgt, hvornår hun var mest lykkelig i livet. Hendes svar er: "Lige nu".

Kane Tanaka giftede sig i 1922. Hun fik fire børn og adopterede et femte barn.

Hun vågner hver morgen klokken seks og bruger sine eftermiddage på at granske matematiske opgaver og så kalligrafi - skønskrift med tusch.

- En af Kanes foretrukne fritidssysler er at spille Othello. Hun er blevet en ekspert i det klassiske brætspil og vinder ofte over de ansatte på plejehjemmet, skriver Guinness.

Japan er et af de lande, hvor man kan forvente at leve længst. Blandt dem Jiroemon Kimura, den længst levende mand, som døde i 2013 kort efter sin 116-års fødselsdag.

Verdens hidtil ældste person, franske Louise Calment, døde i 1997 122 år gammel ifølge Guinness.

/ritzau/AFP.

Powered by Labrador CMS