Grundfjeldets op- og nedture gennem årtusinder skal samles

Efterhånden som isen smelter hæver grundfjeldet sig og grænsen mellem land og hav flytter sig. Nu skal forsker indsamle viden om 14.000 års havniveauer i Grønland.

Regentparret, Evighedsfjorden, Thetis, 180715,
Grænserne mellem land og hav har ændret sig gennem årtusinder. Nu skal forskere samle viden om de seneste 14.000 års havniveauer ved ved Grønland. (Arkivfoto)
Offentliggjort

Havniveauet har tidligere været langt højere, hvilket kan ses på aflejringer flere steder i Grønland, fortæller De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).

Viden om havniveauerne skal nu samles og danne grund for forudsigelser om, hvordan havniveauet vil forandre sig i fremtiden, efterhånden som isen smelter.

Seniorforsker i glaciologi ved GEUS, Kristian K. Kjeldsen har fået en donation på 1,6 millioner kroner fra Carlsbergfondet til at lave to databaser med viden om marine grænser og tilhørende havniveauer.

Den viden kan blive et vigtigt bidrag til at regne ud, hvordan isen smelter nu og i fremtiden, vurderer forskeren:

Vil fokusere på 14.000 år

- Når vi prøver at måle på, hvor meget is, der smelter fra Indlandsisen, gør vi det bl.a. med satellitter, der måler på højdeforskelle og ændringer i tyngdekraft ved isen. Begge dele påvirkes, når der forsvinder is, men selve hævningen af landet under isen kan også påvirke målingerne. Det skal trækkes fra, og det kan vi bedst gøre, hvis vi ved så meget som muligt om, hvordan denne hævning, eller sænkning, sker, udtaler Kristian K. Kjeldsen ifølge GEUS.dk.

Han skal lede et hold af forskere, der skal vil tage udgangspunkt i optegnelse og observationer om havniveauet omkring Grønland de seneste 14.000 år, hvor den seneste istid var ved at slutte.

Gennem de seneste par århundreder er der ifølge GEUS lavet over tusind forskellige optegnelser og observationer af tidligere havgrænser i Grønland, som forskerne skal have ensrettet og indsamlet i databaserne:

- Der er meget data, vi allerede kender, men vi tror også, der er en del, vi ikke kender til. Så vi skal have gennemgået hele GEUS’ Grønlands-arkiv og søge i andre tilstødende forskningsfelter, som måske kunne have udgivelser med information om tidligere havniveau, som vi ikke har set før, siger Kristian K. Kjeldsen.

Powered by Labrador CMS