Klimastation

Grunden lagt til ny forskningsstation

Logistikken med at få byggematerialerne til opførelse af ny forskningsstation har været lidt af en puslespil at få til at hænge sammen

Byggeprocessen i Arktis er en meget besværlig proces. Morten Rasch, Aarhus UniversitetForskningsstationen forventes at stå færdig i 2014. Morten Rasch, Aarhus Universitet
Offentliggjort

Bare tre uger efter at kronprinsen var på Station Nord i det allernordligste Grønland, er det lykkedes at få fragtet byggematerialer frem og fået lavet fundamenterne til Aarhus Universitets og det grønlandske selvstyres kommende forskningsstation.

Læs også: Kronprinsen svang pisken

- Det var noget af et puslespil at få materialerne fragtet så hurtigt frem, men vi var heldige at få hjælp fra USA forskningsråd, siger seniorrådgiver Morten Rasch, Aarhus Universitet, der er ansvarlig for logistikken til den nye forskningsstation. Materialerne er sendt frem via Hamborg, New York, og den amerikanske Thulebase, inden turen derfra gik til Station Nord med et Herkules fly (C-130).

Vel fremme på Station Nord viste det sig, at der ventede et større jordarbejde, inden fundamenterne kunne laves. 200.000 kubikmeter jord måtte flyttes for at få et rimeligt underlag for det, der skal blive til en af verdens mest avancerede forskningsstationer i Arktis, kun 800 km fra Nordpolen.

Det skriver Aarhus Universitet.

Det meget beskedne målehus, som forskerne hidtil har benyttet, får med det nye byggeri en gevaldig opgradering. Villum Research Station bliver udstyret med nye 600 kvadratmeter moderne overnatningsfaciliteter og avancerede laboratorier for biologiske, geologiske og kemiske studier, snescootere og bæltekøretøjer og ubemandede droner, der gør det muligt at studere luftens sammensætning og observere dyr og landskab fra luften.

- Den hastigt accelererende klimaforandring i Arktis betyder, at de fysiske påvirkninger af is og atmosfæren og biologien på land og i havet sker med en hastighed, vi ikke har set tidligere. Derfor haster det med at komme i gang. Det er en meget besværlig byggeproces, vi er gået i gang med, men jeg har en klar ambition om, at forskningsstationen står klar til brug ved slutningen af næste år, siger lederen af projektet professor Henrik Skov.

Powered by Labrador CMS