Grove beskyldninger skal være en sag for politiet

Bliver man udsat for grove og usande beskyldninger, der i væsentlig grad skader én, så vil man fremover have mulighed for at politianmelde sagen. Det er essensen af et nyt lovforslag, som Justitsministeriet har udarbejdet.

Offentliggjort

Justitsministeriet har lavet et udkast til et lovforslag, der tager fat i et stigende problem med grove og skadelige beskyldninger på de sociale medier.

Forslaget, der netop har været i høring, forventes at blive fremlagt på Inatsisartuts forårssamling og behandlet på Folketingets kommende samling. Det har justitsminister Nick Hækkerup netop orienteret Grønlandsudvalget i Folketinget om.

Hidtil har de forurettede selv skullet løfte sager af ærefornærmende karakter, men med den nye lov kan man politianmelde sagen, og er sagen af en særlig grov karakter skal Grønlands Politi efterforske den, så den eventuelt kan lande hos domstolene.

Disse sager er omfattet

I lovbemærkningen bliver det pindet ud, hvilke sager politiet skal tage hånd om:

- (…) at der indføres betinget offentlig påtale i sager, hvor en alvorlig beskyldning er usand, sager, hvor en beskyldning er fremsat eller udbredt gennem indholdet af et massemedie, og beskyldningen er egnet til væsentligt at skade den forurettede, sager, hvor en person beskyldes for et forhold, der kunne eller kan medføre fortabelse af offentlig stilling eller hverv, og sager, hvor en alvorlig beskyldning er udbredt anonymt.

Det bliver understreget i udkastet til lovforslaget, at politiet ikke kan gå ind i sager, hvor en ”privat påtale” er begyndt.

Med ændringen i den grønlandske kriminallov lægger man sig på linje med indholdet i den danske.

Powered by Labrador CMS