Grønt løft til isrekognoscering
En lille, ny helikopter skal fremover sikre gode isobservationer i de sydgrønlandske fjorde – i stedet for en Air Greenland-helikopter

Pr. 1. april er det ikke længere en Air Greenland-helikopter, som flyver rundt med DMI's isobservatører i Sydgrønland.
En lille, ny helikopter fra Backbone Aviation skal nu sikre de gode isobservationer.
Opgaverne udføres med en lejet helikopter, og i seneste udbudsrunde blev kontrakten vundet af Backbone Aviation.
Iscentralen i Narsarsuaq foretager året rundt observationer af havis og isbjerge samt lodsningsopgaver for skibsfarten i de sydgrønlandske fjorde.
Den nye helikopter sejlede til Grønland fra Danmark, og den blev sat af i Nanortalik for to uger siden. Torsdag i sidste uge landede den for første gang i Narsarsuaq.
- Der var naturligvis sommerfugle i maven. Turen fra Nanortalik til Narsarsuaq forløb dog efter planen i smukt vejr og med højt humør. Nu glæder vi os til at løfte opgaven for Iscentralen, siger Backbones chefpilot, Søren Thor Jørgensen, til dmi.dk i artiklen "Grønt løft til isrekognoscering".
Bruger 41 procent mindre brændstof
De sidste dage inden Backbones helikopter letter fra Narsarsuaq på den første isrekognoscering går med at få gjort helikopteren helt klar samt med den obligatoriske inspektion fra Trafikstyrelsen.
- Vi er spændte på, hvordan det kommer til at fungere med den nye helikopter, siger Iscentralens leder Eyðun Simonsen.
Backbones-helikopter er af typen Eurocopter 120B Kolibri: En let, multi-purpose, turbinedrevet enmotors helikopter, der kan transportere op til fire passagerer ud over piloten, oplyser DMI.
Eurocopter 120B Kolibri er mere økonomisk og ”grøn”, end det iscentralen har været vant til. Den er lidt mindre, bruger 41 procent mindre brændstof og er mere lydsvag end ”storebroren” Eurocopter AS350, som har været brugt hidtil.
Selvom det pr. 1. april ikke længere er en Air Greenland-helikopter, som flyver rundt med DMI's isobservatører i Sydgrønland, fortsætter DMI dog samarbejdet med Air Greenland, da instituttet har andre aktiviteter i Grønland, som kræver både fly- og helikoptertransport.