Grønlandske studerende skal diskutere fordomme og diskrimination med statsministeren
Som følge af en rapport der berettede om, at grønlandske studerende møder fordomme og racisme i Danmark, skal grønlandske studerende mødes på Marienborg til et dialogmøde.
Grønlandske studerendes forhold i Danmark var et af emnerne under en debat om rigsfællesskabet i Folketinget fredag. Aaja Chemnitz slog fast, at også FN særlige rapportør i sin rapport konkluderede, at der burde gøres en langt større indsats for grønlændere i Danmark - herunder grønlandske studerende.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
En rapport fra Institut for Menneskerettigheder slog sidste år fast, at grønlandske studerende oplever fordomme og diskrimination, der fører til mistrivsel på studierne.
På baggrund af rapportens resultater vil Inuit
Ataqatigiit og Siumut i Folketinget samle grønlandske studerende i Danmark til
dialogmøde om de studerendes trivsel og tilknytning til Grønland:
- Mødet skal sætte fokus på hvordan grønlandske studerendes trivsel kan øges og hvordan deres tilknytning hjem til forstærkes, så flere vender hjem med en uddannelse i bagagen, oplyser folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA) til Sermitsiaq.
Mødet skal finde sted på Marienborg, som er en bolig, der er stillet til rådighed for statsministeren, og som typisk bruges til repræsentative arrangementer.
- Overhovedet ikke i mål
Statsminister Mette Frederiksen kom ind på initiativet under en debat om rigsfællesskabet i Folketinget fredag.
Her sagde statsministeren, at uddannelse er en af grundsøjlerne i et samfund, og for grønlandske unge kan det være en stor omvæltning at komme til Danmark for at tage en uddannelse:
- Derfor har vi på kraftig opfordring fra ikke mindst de grønlandske medlemmer af Folketinget et stigende fokus på at gøre adgangen og velkomsten til Danmark bedre så vi understøtter de unges trivsel om mindsker frafaldet, lød det fra statsministeren der erkender at der er udfordringer:
- Når jeg høre herboende grønlændere og grønlandske studerende, der oplever fordomme, at blive ekskluderet, mange falder fra deres studie og nogle taler ligefrem om racisme, så er vi bare overhovedet ikke i mål.
Fordel for de unge men også for Grønland
Statsministeren glædede sig over initiativet omkring dialogmødet, hvor de grønlandske unge altså er inviteret til Marienborg for at fortælle om deres synspunkter og idéer:
- Jeg håber, at vi med det kan tage nogle skridt til at gøre overgangen bedre. Det vil være godt for de unge og for Grønland, for så vil der være flere der gennemføre og kan vende hjem og bruge deres kompetencer som der er stort behov for, sagde Mette Frederiksen.
Arrangementet afholdes i samarbejde med Statsministeriet og Uddannelses- & forskningsministeriet den 7. maj.