Er det dig?
Grønlandske statister søges til stor spillefilm
Den nye danske film 'Idealisten' har brug for grønlændere i alderen 40 til 70 år. Optagelserne finder sted i København
- Er du grønlænder og mellem 40 og 70 år, og vil du være med, når Den Kolde Krigs dramaer og hemmeligheder for første gang i dansk filmhistorie rammer biograflærredet i en ny dansk storfilm?
Sådan spørger filmholdet bag den kommende, danske spillefilm 'Idealisten'.
Filmholdet oplyser til Sermitsaiq.AG, at holdet hovedsageligt søger mænd til optagelserne fredag den 30. august.
Optagelserne foregår i København-området hele dagen i dagtimerne. Den eksakte lokalitet gives senere, og alle statister modtager to biografbilletter eller et gavekort for deres medvirken.
- Da filmen er en periodefilm, som foregår i 1980'erne og 1990'erne, er det meget vigtigt, at du ikke bliver klippet, barberet eller farver dit hår inden og til og med optagelserne, skriver holdet bag 'Idealisten'.
Hvis du er interesseret, så skriv en mail med alder og vedhæft et billede og send så hurtigt som muligt til idealistenstatist1@gmail.com
Mærk venligst mailen 'Grønlænder'.
Kort om filmen
’Iidealisten’ er et koldkrigsdrama. Filmen instrueres af Christina Rosendahl og er finansieret af blandt andet Det Danske Filminstitut, DR, SF Film og Nordisk Film og TV Fond. Optagelserne finder sted i august og september i København-området og i Aarhus.
Filmen får premiere i efteråret 2014.